DTC Cup   06/05/09

JM Racing klar med to biler i årets DTC-serie
JM Racing tager i den kommende weekend hul på sin fjerde sæson i Danish Touringcar Championship. Atter bliver det med to biler, at man er repræsenteret i den førende motorsportsklasse i Danmark. Atter bliver det med to af teamets kørere fra sidste år. Men det er første gang, at de skal køre race mod hinanden!

Kasper Jensen (Aalborg) fortsætter bag rattet af den BMW 320i E46, som han opnåede en flot andenplads med på Sturup Raceway. Men det bliver første gang, at han skal dyste mod Jens Ole Mathiesen (Grindsted).
Teamgrundlæggeren har i de seneste år koncentreret sig om løbene i Special Saloon Car-klassen, men han har fået en invitation af DTC-arrangørerne til at blive en af fire kørere, der deltager i den såkaldte Invitation Only-klasse, som i år indgår i Danish Touringcar Championship. Og det er en invitation, han og JM Racing har takket ja til.

”Det var da klart, at jeg var nervøs, da jeg første gang skulle på banen sammen med DTC-kørerne,” fortæller Jens Ole Mathiesen. ”Jeg havde ingen ambitioner om at skulle op og blande mig blandt DTC-kørerne, men jeg gider ikke at være med som det tynde øl.”


Jens Ole Mathiesen skal for første gang deltage i DTC-løb.
(Foto: JM Racing)

Jens Ole Mathiesen kører i sin BMW M3 fra Special Saloon Car-klassen. På mange måder adskiller bilen sig fra de DTC-biler, som teamkammeraten Kasper Jensen og de andre deltagere kører i, men målt på hastighed og omgangstider matcher bilen det øvrige felt.

”Jeg synes, at den første test på Jyllandsringen forløb godt, og det er klart, at for vi Special Saloon-kørere vil det være den sværeste bane at komme ind på. Jeg har gjort gode fremskridt og har kappet syv tiendedele af mine tider, og jeg tror, at der er et sekund mere at hente, for jeg lærer jo ekstremt meget, og det er også derfor, at jeg har taget imod den invitation,” forklarer Jens Ole Mathiesen om sæsonens nye opgave. ”Hver eneste gang, der kommer en BMW forbi mig, ligger jeg og lurer på, hvad de laver. Jeg siger da alle BMW-kørere en stor tak for den hjælp, jeg får fra dem. Jeg er ikke med for at genere nogen, og jeg skal nok passe på mig selv og også på dem. Jeg tror, at det bliver en sjov sæson med stor lærdom.”

Kasper Jensen testede også på Jyllandsringen i sidste weekend som forberedelse til Åbningsløbet næste søndag. Han kender banen fra mange løb. Han kender bilen fra sidste års løb på Sturup Raceway, men det var første gang, at de to ting skulle kombineres.

”Jeg synes alt i alt, at vi havde en god test, fordi vi forbedrede os i løbet af weekenden,” fortæller Kasper Jensen. ”Vi havde købt nogle nye dele ind til sæsonen, som vi havde prøvet at køre bilen ind med, men vi gik tilbage til de gamle stumper igen, og det har stopuret så også vist var det rigtige. Vi forbedrede tiderne hele weekenden igennem, og selv om vi ikke har toppet, så er jeg rimelig fortrøstningsfuld.”


Kasper Jensen går efter en top tre placering i privatcuppen.
(Foto: JM Racing)

Kasper Jensen tager i år hul på sin fjerde sæson i Danish Touringcar Championship. Det bliver hans anden som kører for JM Racing, efter at han sidste år blev nummer tre i DTC Cuppen.

”Hvis jeg kan køre en top 3 hjem i privatcuppen, så tror jeg, at jeg skal være tilfreds,” siger nordjyden om sine forventninger til den kommende sæson. ”Men vi arbejder på sæsonen som en helhed, så derfor skal vi også bare arbejde langsigtet og arbejde på at forbedre os gennem hele sæsonen.”

JM Racing


Læs mere om:
  • Jens Ole Mathiesen
  • Kasper Juul Jensen
  • JM Racing
  • Jyllandsringen
  • 10/05/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport