DTM   16/05/09

Tom K i sidste sæson
DTMNår Tom Kristensen i dag på Hockenheim tager hul på det nye DTM-mesterskab, bliver det samtidig begyndelsen til enden. Den 41-årige dansker har besluttet, at denne sæson bliver hans sidste inden for touring cars, til gengæld vil den danske racerstjerne fortsætte karrieren inden for sportsvogne og ikke mindst Le Mans.

“Det har ikke været nogen let beslutning. Hele min karriere har jeg sideløbende med først formel-, siden Le Mans-biler kørt standardvogne, og jeg har altid elsket at veksle mellem de forskellige kørestile. Efter mit DTM-crash på Hockenheim for to år siden var det vigtigt for mig at komme tilbage i serien og vise, jeg stadig kunne begå mig i toppen af denne formentlig stærkeste touring car-serie i verden. Det synes jeg nu at have bevist, så derfor vil jeg i mine sidste år i sporten koncentrere mig om de sportsvogne, der har givet mig karrierens største triumfer,” siger Tom Kristensen.

Endnu ved den 8-dobbelte Le Mans-rekordvinder ikke, hvornår det er tid at lægge styrthjelmen på hylden, men med beslutningen om udelukkende at køre sportsvogne ser han ingen problemer i at fortsætte i den hurtige sport.

“Jeg har altid sagt, at jeg vil køre, så længe jeg føler, jeg er i form, sulten efter flere sejre og kan tilføre mit team noget væsentligt. Hen over vinteren har mine fysiske test med Audis lægestab vist, at jeg stadig ligger bedre end mine yngre teamkolleger, jeg er ikke mæt af sejre, og Audis ledelse har heldigvis ikke givet udtryk for, at jeg har givet det, jeg kunne. Fra 2010 kører jeg udelukkende sportsvogne, men endnu ved ingen, om Audi atter vil tilmelde sig Le Mans-serierne i USA og Europa eller blot koncentrere sig om langdistanceløbene på Sebring og Le Mans. Derfor har jeg heller ikke noget udgangspunkt for at sige, om jeg forlænger karrieren med ét, to eller ti år.”


Tom Kristensen tager i denne weekend hul på sin sidste sæson inden for standardvogne. Han skal atter køre for Audi i DTM-serien, der søndag på Hockenheimbanen kan fejre sit løb nummer 100.
(Foto: Audi Motorsport)

Fair og venlig sportsmand
For Audis ledelse har Tom Kristensens beslutning om at stoppe i DTM efter denne sæson været kendt et stykke tid:

“Efter Toms store crash i 2007 har vi ofte talt om hans fremtid, og jeg forstår og respekterer fuldt ud hans beslutning om at hellige sine sidste år de sportsvogne, der ligger hans hjerte så nært,” siger Audis motorsportschef Dr. Wolfgang Ullrich.

“Med ham mister DTM imidlertid ikke kun en hurtig racerkører, der altid er i spil om sejrene, vi mister også en stor sportsmand, der med sin fair og venlige fremtoning har et fremragende ry hos konkurrenter og fans. Heldigvis har vi ti spændende løbsweekender til at give hinanden en god afslutning.”

Tom Kristensen har kørt i internationale standardvogns-mesterskaber siden 1992, men har trods talrige sejre aldrig vundet en titel. Analytikere peger på, at hvis mængden af en kørers held over karrieren er konstant, så har Kristensen fået alt det på Le Mans, han har savnet inden for touring cars.

“Det har været lidt besynderligt,” erkender Tom Kristensen. “I Japan lå jeg i midt-90’erne flere gange til mesterskabet i den internationale JTCC-serie for Toyota, men udgik på de sidste omgange fra sikre føringer på grund af knækkede ophæng og andet djævelskab. I den tyske STW-serie var min Honda i 1999 den hurtigste, men i fem af de seks første løb udgik jeg efter tilfældige påkørsler. I DTM lå jeg for tre år siden til at udvide min føring i mesterskabet med en livsvigtig sejr på Brands Hatch, da et ophæng kort før mål pludselig kollapsede. Jeg går derfor ind til denne min sidste sæson i standardvogne med det håb endelig at vinde, men jeg må også være realistisk og konstatere, at syv kørere har potentialet til at tage mesterskabet.”

Danskeren har kørt i DTM siden 2004, og i sine fem sæsoner har han set sine kolleger Mattias Ekström og Timo Scheider vinde titlen i alt tre gange. Alligevel kan ingen af disse to matche Kristensens statistik for pole position. I sine fem sæsoner er det i 50 løb blevet til syv poles, tre sejre og 16 podiumplaceringer.

Lidt mere statistik: Søndagens løb på Hockenheim er nummer 100, siden DTM genopstod i 2000. For Kristensen kan det være et godt tegn, han vandt nemlig i marts i den nye Audi R15 det klassiske 12-timers-løb på Sebring, der var løb nummer 100 i den amerikanske Le Mans-serie. Til overflod kan Audi i juli fejre sin 100-års fødselsdag!

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Tom Kristensen
  • Tom K kører sin sidste sæson i DTM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto