Man skal ikke tage glæderne på forskud! Det lærte Kim Holmgaard og Chevrolet-teamet i dag, da udsigten til en podieplads som kronen på værket i en fremgangsrig week-end forsvandt blot få meter fra mållinien. "Det kan ikke passe! Hvorfor skal der falde en straf for det?" fløj det ud af Kim Holmgaard, da han kort efter at have passeret målstregen på en 3. plads fik at vide, at han var blevet idømt 20 sekunders straf for en kollision med Anders Majgaard i svinget 50 meter tidligere. En straf, som sendte ham fra en 3. plads ned som nummer 10.
Men der var ikke noget at gøre! "Straffen er en fakta-dom. Den falder omgående og vi kan ikke appellere den," forklarer teamchef Kent Bo Steffensen, som dog ikke vil lade skuffelsen overstråle resten af week-enden. "Det er næsten ikke til at bære, at vi ikke får den podieplads kørt i hus. Men sådan er motorløb - intet er sikkert før målstregen. Og så må vi i stedet glæde os over, at vi er kommet så langt, at vi er i stand til at kæmpe med om podieplaceringerne," slår han fast.
Det var nemlig ikke tilfældigheder, som gjorde at Kim Holmgaard var med så langt fremme i klassementet. Den nye motor, der er kommet i Nubira'en op til løbet på Padborg Park, har kort og godt forvandlet bilen. At gårsdagens 6. plads i kvalifikationen ikke var en enlig svale blev bevist i dagens første heat, hvor pladsen på startgridden blev vekslet til en 5. plads i mål.
Dermed skulle Kim Holmgaard starte i første række til dagens andet heat, da de 6 første i mål fra første heat starter i omvendt rækkefølge. Og man må sige, at Kim kørte sin chance fra den første meter. En god start betød, at han kunne køre side om side med Anders Christensen igennem den første halvdel af banen, inden han endelig måtte slå sig til tåls med andenpladsen.
Nu begyndte de hurtige kørere fra første heat at banke på bagfra, men de fandt ud af, at Chevrolet Nubira'en ikke længere var en bil, som man bare kørte udenom. Det lykkedes dog for Bruno Rasmussen halvvejs igennem heatet, men så var der også lukket af.
(Foto: Chevrolet Motorsport Danmark)
Altså lige indtil kollisionen i sidste sving. Men det er fortid nu - der skal kigges fremad. For som Kim Holmgaard siger: "Der er mere at hente i den bil endnu!" Chevrolet Motorsport Danmark Læs mere om: Kim HolmgaardChevrolet Motorsport DanmarkPerfection RacingPadborg Park24/05/09 - Padborg Park - Advan Cup |