DM Rally   01/06/09

Subaru Motorsport Danmark forsvarer DM-rallyføring
De regerende danske mestre fra 2008 i 4WD-klassen: Max Christensen og Dorthe Ravn fra Motorsport Nordjylland (MNJ) gav konkurrenterne noget at tænke over ved DM-premieren 2009. På fedtede nordtyske rallyveje vandt rallyparret med et pænt forspring til andetbedste danske 4WD-rallyteam.


DM-premieresejren blev hjemkørt under svære betingelser i det nordlige Tyskland.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Til 2009-sæsonen er vi skiftet til Subaru Impreza WRX Sti i 5 dørs-modellen: hatch back, forklarer Max Christensen. – DM-premieren i det nordlige Tyskland var derfor debuten for den nye rallybil til et motorløb i fuld skala. Sædvanen tro havde vores finske samarbejdspartnere: Tommi Mäkinen Racing dog gjort hjemmearbejdet til punkt og prikke, hvorfor vi faktisk ikke oplevede børnesygdomme på noget tidspunkt under rallyet.

Rallybilen er desuden opdateret fuldt ud til 2009-specifikationerne, som det internationale bilsportsforbund: FIA havde frigivet pr. 1. marts.

- FIA udfærdiger en såkaldt homologering af rallybilerne, supplerer Dorthe Ravn. - Dette sker for at tilsikre en jævnbyrdig konkurrence mellem bilmærkerne, samt i vores situation også mellem serienære 4WD’er med turbo contra firehjulstrækkere med tunede 2 liters sugemotorer. De to vigtigste parametre er antallet af tilladte hestekræfter og minimumsvægt.


Mange rallyfans med i præstationerne fra Subaru Motorsport Danmark.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

2. afdeling af det danske rallymesterskab 2009 afvikles lørdag d. 6. juni i Danboring Rallyet omkring Hammel, hvilket sker med krævende 130 km. hastighedsprøver.

- Vi får virkelig kamp til målstregen i Østjylland, fortsætter Max Christensen. - Lidt over et dusin rallyteams med firehjulstræk har skrevet sig på startlisten. I mellemtiden har konkurrenterne fået mulighed for smugtræning, og vi foretager også en sidste afpudsning med Rallyshop.dk Mini Rallyet omkring Odder i pinsen. Vi planlægger en prøvekørsel af vores nye støddæmpere, som er blevet tilpasset den højere topfart i de danske hastighedsprøver. Samtidig har vi fået omprogrammeret motorstyringen, fordi der som altid er en balancegang mellem stabilitet og antallet af hestekræfter.


Max Christensen (t.h.) og Dorthe Ravn er klar til nye rallyudfordringer i deres Subaru Impreza WRX Sti.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Subaru Motorsport Danmark har desuden deltaget i 2 rally sprint-arrangementer, som er blevet kørt i henholdsvis Ringkøbing og Juelsminde. Her blev placeringerne henholdsvis nr. 4 og 2 i generalklassementet. Dorthe Ravn konstaterer omkring resultaterne:

- På de forholdsvis snævre og kringlede rally sprint-rundbaner har de tunede rallybiler en lille fordel, hvad angår motorernes heftige omdrejninger og den lidt lavere kampvægt. Vi har dog på ingen måde fået rystet selvtilliden, idet dette også skete sidste år. Her vandt vi DM for 4WD med et forspring i placeringspoint til konkurrenterne, som svarer til næsten 2 delsejre i de 6 DM-afdelinger.


Max Christensen og Dorthe Ravn har finpudset kørestilen i de snævre sving ved deltagelse i rally sprints.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

De nærmeste konkurrenter om generalsejren i Danboring Rallyet forventes at blive de gamle ærkerivaler: Christian K. Jensen/Søren Tøndborg samt Karl-Åge Jensen/Hans Marx, som i 2009 er skiftet fra Subaru til Peugeot 2007 Super 2000.


Max Christensen og Dorthe Ravn går til makronerne i deres Subaru Impreza WRX Sti.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Vi skal også holde et skarpt øje med Ib Kragh og Karsten Isaksen i den spændende Fiat Punto Super 2000, afslutter Max Christensen. - Ib er ubestridt den rallykører i Danmark, som har kørt motorløb i flest forskellige bilmærker. Østjyden er også godt på vej til at optimere sit nyeste rallyprojekt. Dette kan Dorthe Ravn i øvrigt snakke lidt med om, idet hun blev dansk mester sammen med netop Ib Kragh i 2004. Der er således ingen tvivl om, at det bliver en hidsig fight mellem de nye hidsige Super 2000 rallybiler med firehjulstræk og de serienære turbo 4WD-biler.

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Dorthe Ravn
  • Max Christensen
  • Subaru Motorsport Danmark
  • Hammel
  • 06/06/09 - Hammel - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk