-Ferrari vinder igen, Porsche fejler igen Ferrari gentog deres 1-2-3-4 resultat fra 2008 igen med Risi Competizione som vinderteam. Spyker overraskede med femtepladsen, mens Porsche led et monumentalt nederlag. Kun en af fem biler nåede i mål og den var så langt tilbage at den end ikke blev klassificeret.
#70
IMSA Performance Matmut / Porsche 997 GT3 RSR
Horst Felbermayr Jr./Horst Felbermayr Sr./Michel Lecourt
Narac's bil men i Felbermayr-familiens hænder og farver, samt bilens normale kører Michel Lecourt. Et gentleman-hold, der ikke gjorde noget for at ændre på dét ved at ligge i nederste del af feltet. Lecourt ramte et autoværn lørdag aften, hvilket kostede tid for hurtige reparationer ved de næste pitstop. Det var dog en ødelagt motor der stoppede løbet ved 23-tiden lørdag – Felbermayr junior fik den lange gåtur hjem fra Mulsanne-langsiden.
(Foto: Martin Ladegaard)
#75
Endurance Asia Team / Porsche 997 GT3 RSR
Darryl O'Young/Philippe Hesnault/Plamen Kralev
Første kinesiske team på Le Mans, selvom det var franske Thierry Perrier og hans Perspective Racing der trak i trådene. Løbet blev en omtumlet oplevelse, for allerede lørdag aften strandede Kralev på Mulsanne-langsiden med defekt benzinpumpe. Punkteringer og afkørsler holdt pitmandskabet beskæftiget med reparationer fra tid til anden og da transmissionssystemet gjorde knuder søndag morgen, blev det besluttet at parkere bilen i pitgaragen og nøjes med at køre sidste omgang og dermed sikre sig at holdet gennemførte Le Mans. Ikke overraskende endte de dog uplacerede for ikke at have kørt tilstrækkelig mange omgange.
(Foto: Motorsporten.dk)
#76
IMSA Performance Matmut / Porsche 997 GT3 RSR
Patrick Pilet/Raymond Narac/Patrick Long
Blandt Porsches tophold som specielt Long fik til at køre hurtigt, men kompetent bakket op af Pilet og teamejer Narac. Long bragte flere gange bilen i front, men som løbet skred frem blev det klart at bilen blev overkørt. Koblingen krævede oftere og oftere opmærksomhed fra sidst på natten, men alligevel lykkedes det at holde bilen kørende til 10-tiden søndag formiddag. Her kunne problemerne ikke længere holdes hen, da også gearkassen var begyndt at drille. Lidt over middag dukkede bilen op til fire langsomme omgange før den blev parkeret i pitgaragen for sidste gang.
(Foto: Motorsporten.dk)
#77
Team Felbermayr-Proton / Porsche 997 GT3 RSR
Marc Lieb/Richard Lietz/Wolf Henzler
Med tre fabrikskørere var dette Porsches absolutte topteam, men Marc Lieb punkterede i vragresterne fra Peugeot #7 bare tre kvarter inde i løbet. Richard Lietz kom i bilen og også han punkterede, men løb ydermere tør for benzin ved pitindkørslen. Dermed var løbet slut for dette hold på en meget skuffende måde.
(Foto: Motorsporten.dk)
#78
AF Corse S.R.L. / Ferrari F430 GT
Gianmaria Bruni/Luis Companc/Matias Russo
Corse-Ferrarien holdt sig kørende i midtfeltet om lørdagen og efterhånden som specielt Porscherne faldt fra var vejen åben for tredjepladsen med få timer tilbage. På dette tidspunkt var Risi og BMS Scuderia Italia-Ferrarier uden for rækkevide, da gearkassen efterhånden var slidt i stykker blot halvanden time før målflaget. Knap en halv time tog det at gøre bilen køreklar igen, men da var en sjetteplads desværre også en realitet.
(Foto: Motorsporten.dk)
#80
Flying Lizard Motorsport / Porsche 997 GT3 RSR
Seth Neiman/Darren Law/Jörg Bergmeister
Jörg Bergmeister var ikke uventet holdets stjerne og kørte da også de maksimale fire timer i træk allerede i starten. Dermed holdt han bilen med helt fremme i front, men hverken Neiman eller Law formåede at holde tempoet og bilen gled akkurat fra de førende. Det var også situationen søndag morgen, da Law kørte bilen af banen. Skaderne var for omfattende til at komme videre og holdet udgik.
(Foto: Motorsporten.dk)
#81
Team Seattle Advanced Engineering / Ferrari F430 GT
Patrick Dempsey/Joe Foster/Don Kitch Jr.
Søsterbil til #78 med et amerikansk gentleman-team på kørersiden. Deres mål var ikke så meget sportslige som monetære, nemlig indsamling af penge til et børnehospital i Seattle ud fra princippet om jo flere gennemførte omgange, jo flere penge i kassen. På det sportslige plan havde kørerne deres øjeblikke med snurreture, punkteringer og afkørsler, men aldrig noget der havde graverende følger, så holdet gennemførte alle 24 timer på 9. pladsen.
(Foto: Motorsporten.dk)
#82
Risi Competizione / Ferrari F430 GT
Jaime Melo/Pierre Kaffer/Mika Salo
Gentagelse af sidste års sejr og eneste Ferrari der kunne byde Porscherne trods i de hektiske indledende timer. Da konkurrenterne først var faldet fra, holdt teamet blot et tempo der sikrede Risi forblev på førstepladsen. Derfor var sejrsmarginen da også ”kun” to omgange, men sikrede holdet et problemfrit løb.
(Foto: Motorsporten.dk)
#83
Risi Competizione / Ferrari F430 GT
Tracy Krohn/Niclas Jönsson/Eric van de Poele
Successen for #82 smittede åbenbart af på søsterholdet, der kørte i Tracy Krohns grønne farver. Krohn selv holdt sig uden for problemer fortrinsvis ved at lade sine to professionelle makkere køre størstedelen af løbet. Taktikken holdt bilen kørende i den bedste halvdel af GT2 løbet igennem og da Ferrari #78 fik problemer mod slutningen, var tredjepladsen hjemme.
(Foto: Motorsporten.dk)
#84
Team Modena / Ferrari F430 GT
Pierre Ehret/Leo Mansell/Roman Rusinov
Med et kørerhold bestående af den bløde mellemvare, var der grænser for forventninger og løbet igennem holdt Modena-Ferrarien sig i bagerste halvdel af feltet. Mansell og Rusinov stod for deres andele af snurreture, mens altid stabile Ehret gjorde sit til at få bilen i mål. Det skete på syvendpladsen og mest fordi alle andre bagved var endnu mere forsinket.
(Foto: Motorsporten.dk)
#85
Snoras Spyker Squadron / Spyker C8 Laviolette
Tom Coronel/Jarek Janis/Jeroen Bleekemolen
Siden debuten i 2002 har Spyker kun fået én bil i mål og den var for langt bagude til at blive klassificeret. Dette års løb var derfor en helt anden oplevelse, hvor bilen kørte problemfrit og med et kørerhold, der kunne have vundet i en Ferrari, blev det til en fortjent femteplads – en af årets store overraskelser.
(Foto: Motorsporten.dk)
#87
Drayson Racing/ Aston Martin Vantage V8
Jonny Cocker/Paul Drayson/Marino Franchitti
Den store Aston Martin var overraskende konkurrencedygtig og holdt sig kørende i midtfeltet til midt på aftenen før den begyndte at glide bagud. En ny generator blev nødvendig i løbet af natten og kostede næsten halvanden time, men var alligevel ikke nok til at Jonny Cocker måtte parkere bilen uden strøm med bare et par timer af løbet tilbage. Så tæt på og alligevel ikke.
(Foto: Motorsporten.dk)
#89
Hankook – Farnbacher Racing / Ferrari F430 GT
Allan Simonsen/Dominik Farnbacher/Christian Montanari
Godt kørerteam der blev ladt i stikken af dækkene, der måtte skiftes ved hvert stop. Inden da havde holdet oplevet hvordan de ellers punkterede under belastningen af flere stints. Da der også blev indkasseret et par skrammer undervejs, var holdet allerede reduceret fra et tophold til et hold der kæmpede for at blive i løbet. Stigende motortemperatur kostede i sidste ende videre deltagelse sidst på natten. Dermed blev Farnbacher-bilen eneste af 10 Ferrarier der udgik.
(Foto: Motorsporten.dk)
#92
JMW Motorsport / Ferrari F430 GT
Robert Bell/Andrew Kirkaldy/Tim Sugden
Dele af Virgo Motorsport #96 dukkede op her og fortsatte det gode arbejde fra 2008 og pressede længe den førende Risi-Ferrari #82. Kørerne var imidlertid hårde ved bremserne og søndag morgen begyndte det at koste tid i pitten. Følgerne af en afkørsel føjede yderligere småforsinkelser af sig og en skuffende fjerdeplads blev derfor det endelige resultat.
(Foto: Motorsporten.dk)
#96
Virgo Motorsport / Ferrari F430 GT
Michael McInerney/Sean McInerney/Michael Vergers
Med McInerney far-og-søn teamet fra den nationale engelske scene, var der lidt teamet og Vergers kunne gøre. Som for flere andre Ferrarier led også denne bil af køleproblemer, men det lykkedes at få den i mål om end på 10. og sidstepladsen.
(Foto: Motorsporten.dk)
#97
BMS Scuderia Italia S.P.A. / Ferrari F430 GT
Matteo Malucelli/Paolo Ruberti/Fabio Babini
Gentagelse af sidste års resultat for team og kørere. Holdet blev dog aldrig en trussel for Risi Ferrarien #82, for Malucelli blev en af flere ofre for Peugeot #7s vragdele og punkterede. Turen tilbage til pitten og kostede en omgang i forhold til de førende og den blev i realiteten aldrig genvundet. Holdets Pirelli-dæk blev også skiftet regelmæssigt og kostede den anden omgang, men ellers var det et forholdsvis smertefrit løb.
(Foto: Motorsporten.dk)
#99
JMB Racing / Ferrari F430 GT
Christophe Bouchut/Yvan Lebon/Manuel Rodrigues
Bouchut er stadig blandt de hurtige GT-chauffører, men med makkere fra den nationale franske scene havde JMB-holdet ikke meget at gøre godt med. Natten bød på et bremseskifte og et møde med omgivelserne, der krævede løbende tilseelse. Et ødelagt baghjulsophæng krævede yderligere arbejde i pitten, så den endelige ottendeplads må siges at være okay.
(Foto: Motorsporten.dk)
Jesper O. Hansen Læs mere om: Le Mans13/06/09 - Le Mans - Le Mans |