ALMS   17/08/09

Magnussen og holdkammerat vandt podieplads
American Le Mans Series- 2 minutter tilbage
Jan Magnussen og holdkammerat Johnny O’Connell fik for anden weekend i træk en plads på podiet, da de i deres nye GT2 Corvette kom på tredjepladsen i den Amerikanske Le Mans Serie på Road America. Løbet, der blev afviklet natten til mandag dansk tid, understregede endnu en gang den tætte konkurrence i GT2 klassen og Jan Magnussens Corvette var i hele løbet i tætte dueller med Ferrari og Porsche.

Først med 2 minutter tilbage af det 2 timer 45 minutter lange løb, kunne Johnny O’Connell passere den sidste Porsche. De to førende BMW’er kunne han ikke nå, da de i forbindelse med en safety car periode allerede 15 minutter inde i løbet, havde vundet en omgang på resten af GT2 feltet.

Det var Jan Magnussen, der startede løbet i bilen. Fra fjerde startposition var han straks involveret i tætte dueller, men efter 15 minutter slap de to BMW’er fri, da en safety car kom på banen lige nøjagtig bag de to førende BMW’er.
Derefter kæmpede resten af feltet om tredjepladsen. Fire biler var dækket af under 1,5 sekunder, men tre kvarter inde i løbet kom Jan Magnussen forbi Porschen foran ham. Den placering holdt han indtil pitstoppet, hvor Johnny O’Connell overtog bilen.


(Foto: Jan Kaiser)

O’Connell faldt tilbage på sjettepladsen, bl.a. bag teamets anden Corvette, men med tyve minutter tilbage fik han passeret Ferrarien på fjerdepladsen. Derefter jagtede han tredjepladsen og da Long i den mesterskabsførende Porsche lavede en lille fejl med to minutter tilbage dykkede O’ Connell indenom.
De to biler ramte hinanden, men O’Connell kom forbi og dermed var Corvettes succes med to podiepladser i deres to første GT2 løb en realitet.

”Det var fedt ræs” sagde Jan Magnussen efter løbet.
”Selvfølgelig ærgerligt, at de to BMW’er fik et heldigt hul til os andre ellers havde vi været en endnu større gruppe, der havde kæmpet så tæt. Det er vildt, at vi i så langt et løb kan ligge så tæt, men det er vildt sjovt. Vi havde regnet med, at vi skulle ud og bytte lidt lak med de øvrige biler og det fik vi understreget i dag. Da jeg lå bag Bergmeister i Porschen kunne jeg se, at jeg havde fordele nogle steder og han andre steder, men samtidig havde jeg Ferrarien helt oppe under min egen bagvinge. Men Corvetten er god under nedbremsninger og det lykkedes mig at udbremse ham ind i sving 5. Det var surt at se, at vi røg tilbage på sjettepladsen efter pitstoppet, men Johnny kørte fantastisk og det er længe siden jeg har jublet så meget over en tredjeplads, da han tog chancen med kun to minutter tilbage. Det var bare bare så fedt ræs”.

I næste weekend er Jan Magnussen tilbage i Danmark, hvor han kører DTC i sin BMW ved Grand Prix Danmark på Jyllands Ringen.

Resultat:
1. Hand/Auberlen, BMW E92 M3, 69
2. Mueller/Milner, BMW E92 M3, 68
3. O'Connell/Magnussen, Chevrolet Corvette C6.R, 68
4. Bergmeister/Long, Porsche 911 GT3 RSR, 68
5. Melo/Kaffer, Ferrari 430 GT, 68
6. Gavin/Beretta, Chevrolet Corvette C6.R, 67
7. Robertson/Robertson/Murry, Ford GT MK 7, 66
8. Law/Neiman, Porsche 911 GT3 RSR, 65
9. Feinberg/Hall, Dodge Viper, 63
10. Henzler/Miller, Porsche 911 GT3 RSR, 56
11. Farnbacher/James, Panoz Esperante GTLM, 54

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Johnny O'Connell
  • Corvette Racing
  • Road America
  • 16/08/09 - Road America - ALMS

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk