Ved Grand Prix’et på Jyllandsringen i august, indsatte Jacob Thy en helt nybygget Citröen C2 i 1600 Challenge. Dette var debut for denne model i klassen. Weekenden før kom Brian Jakobsen med en ny Toyota Corolla. Det varer ikke længe før vi igen kan fremvise endnu en ny bil i klassen. Carsten Rasmussen er meget tæt på at være færdig med at bygge en ny Peugeot 207. Alt tyder på at bilen får debut til 1600 Challenge klassen finaleløb på Padborg Park i weekenden 10-11 oktober. Peugeot har jo rigtigt mange biler med i asfaltbaneløb, og især i de to gruppe N klasser er der mange ”løvebiler”. Det er dog første gang at vi i Danmark ser Peugeot 207 til asfaltbaneløb.
Bilen er som sagt bygget af Carsten Rasmussen. Den 48 årige bileksportør fra Kolding har været med i dansk asfaltbanesport gennem en del år efterhånden, og har gennem tiderne kørt Yokohamcup, ADVAN Cup, 1600 Challenge samt DEC. Carsten har bygget rigtigt mange af de biler som kører rundt på banerne i dag, og den nye Peugeot er faktisk racerbil nr. 20 som ruller ud fra Carstens værksted.
Carstens ”gamle” bil (de når dog som regel ikke at blive så gamle inden de bliver solgt) var en flot hvid Suzuki Swift. Den er nu solgt til Einar Rosenhøj, en anden af de gamle kendinge fra gr. N klasserne og skal fortsætte med at køre 1600 Challenge.
Vi glæder os til at se 207’eren i aktion, og mon ikke at vi får den at se helt fremme når Carsten har fået den trimmet 100% ind.
Carsten Rasmussens nye ”løveunge”. (Foto: MRJ)
I kørerforeningen er vi helt sikre på at årsagen til alle disse fine nye biler til 1600 Challenge udelukkende kan tilskrives klassen store succes. Klassen har som den eneste asfaltbaneklasse haft en meget positiv udvikling på trods af den omsiggribende finans krise, og med alle de nye tiltag, er vi sikre på at succesen fortsætter ind i 2010 sæsonen. Kørerforeningen Gr. N Michael R. Jensen
Læs mere om: Carsten Rasmussen |