Circuit de Catalunya i Barcelona er en af Johan Jokinens yndlingsbaner, og han havde glædet sig til at køre banen i Formel 3 Euro Series. For Johan har banen i Barcelona altid været et sted, hvor det går stærkt, og weekendens race skulle være vendepunktet for Johan og Kolles & Heinz Union i en lang og sej kamp for at indhente de førende teams i serien. Dagens tidtagning fik disse forventninger til at ende som en stor frustration. I dagens træning havde Johan fortsat småproblemer med bilen, men efter en del justeringer i set-up regnede man med, at Johan kunne køre tidtagningen i en konkurrencedygtig bil. Efter de første omgange på banen var tidtagningen færdig for Johans vedkommende. Fejl i gearkassen gjorde, at bilen manglede 4. gear, og uden det kommer man ikke så langt i dette selskab. Bilen blev parkeret i pitten og den frustrerede kører kunne se frem til at starte bagest i feltet i lørdagens race.
”Dette her havde jeg helst været fri for, og jeg må erkende, at jeg er meget skuffet”, siger Johan Jokinen. ”Opgaven i morgen bliver nu svær, og jeg bliver nok nødt til at revidere mine forventninger til denne weekend. På den anden side er løbet ikke kørt endnu, og det ligger ikke i min natur at opgive noget, før det er prøvet, men nemt bliver det ikke.”
Løbet starter kl. 10.30, og kan ses på Canal+, og resultatet i race 1 giver startplacering til søndagens race 2, hvor Johan håber på at kunne indhente noget af det tabte.
JJRacing Læs mere om: Johan JokinenTeam Kolles & Heinz UnionCircuit de Catalunya20/09/09 - Circuit de Catalunya - Formel 3 Euro |