Team JHI Motorsport tog til finale-løbet med blandede følelser. Udsigt til regn som egentlig er en af John's styrker, men med betænkeligheder omkring Yokohama-regndækkene i forhold til Dunlop-regndæk, som vi i teamet altid har anset for at være supergode og som benyttes af alle undtaget de 2 Seat Super Copa biler.
1. træning forløb rimeligt OK - for lang afstand til de hurtigste DTC-biler, men med fornuftigt polster til de andre invitaionskørere, trods et setup, som ikke var ideelt til den våde asfalt.
Andet setup til 2. træning og nu føltes bilen pludselig helt anderledes - SUPER - men det holdt kun halvanden omgang, så sprang trykslangen til servostyringen og så var den træning forbi - nu skulle der arbejdes.
Trykslangen blev forsøgt repareret til tidtagningen, men den holdt kun en halv omgang, så var det slut. ØV - Start bagerst IGEN - nu pga. en "mindre defekt".
Med hjælp fra Team FDM Motorsport (stor tak til dem) blev der lavet en ny trykslange til servo'en, så vi var spændt på, om det nu kunne holde til Warm-upen.
Slangen holdt og bilen kørte godt. Tidsforskellen ned til nærmeste konkurrenter i invitation-klassen var hhv. 2,3 og 5 sekunder. Nu lignede det igen noget.
En super start i 1. heat fra 16. pladsen til 10. pladsen efter 1. sving og stabil kørsel gennem helt heatet medførte weekendens 1. sejr. med en margin på 3 sek. til Jens Ole og 19 sek. til Martin Marrill.
Nu ville vi gøre arbejdet færdigt og også vinde de sidste 2 løb. Med udsigt til en tør bane i løb 2 og 3 blev bilen ændret til tørvejrssetup og slicks blev monteret.
Banen var rimeligt fedtet til 2. heat og det resulterede da også i en lille snurretur til John på 1. omgang, som sendte ham 3 placeringer tilbage, men et par af de biler, der kom forbi blev hurtigt hentet og overhalet. Da Heat 2 var forbi var det igen med stor margin til Jens Ole og Martin på hhv. 14 og 33 sekunder og vi kom i mål som samlet nr. 7 - årets bedste resultat i den samlede stilling.
Skulle vi bare køre sikkert i 3. heat ? - NEJ VEL. Vi ville også vinde dette heat og som sagt så gjort og denne gang med et forspring til Martin på 23 sekunder.
Alt i alt 14 sejre ud af 21 mulige. Klassen vundet med 314 ud af max. 320 mulige point.
Vi har nu kørt med Seat'en i toethalvt år og havde indtil, vi kom til Danmark med Leon'en kørt 4.500 km. med den i udlandet uden så meget som en knækket 6 mm. bolt. Trods en perfekt indsats fra teamets mekanikere kunne vi ikke forudse en defekt gearkasse, en knækket tandstang og senere en servoslange der sprang og havde det ikke været for disse ting, så havde vi snuppet den med max-point.
Team JHI Motorsport Læs mere om: John HansenJHI ATS MotorsportJyllandsringen04/10/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |