DM Rally   09/02/10

Ind- og udenlandsk satsning for rally-frontrunnere
Rallyparret: Martin Knudsen - Egtved og Søren Kjær - Fredericia (Knudsen Motorsport) i Honda Civic Type R har gennem de to sidste rally-sæsoner prioriteret deltagelse i europæiske rally-arrangementer. Dette bevirkede flere konkurrencebesøg i 2009 til top-rallies i henholdsvis: Tyskland, Belgien, Frankrig og Tjekkiet.

- Vi afsluttede 2009-sæsonen hjemme i Danmark med DM-rallyfinalen på Møn, oplyser Martin Knudsen. - I al beskedenhed hjemkørte vi et topresultat med en tredjeplads generelt. Derfor indgår en fuld DM-rallysæson i 2010-planerne for Knudsen Motorsport, og vi er allerede i fuld gang omkring forberedelserne, hvor hovedsigtet er DM-guld i 2WD-klassen.

- Den europæiske satsning gennem de sidste 2 sæsoner har bevirket en fornuftig fremgang i konkurrencetempoet, supplerer co-driver Søren Kjær. - Derfor har Honda Motorsport Europe nikket JA til et videre samarbejde med Knudsen Motorsport. Samtidig er rallybilen blevet sendt til Honda’s tuningsfirma Mugen i England, hvor den bliver opdateret til de internationale specifikationer for 2010-sæsonen.
Reglerne for rallybilernes ydeevne benævnes:
homologering, og bliver styret af den tekniske komite i det internationale bilsportsforbund: FIA.


Til 2010-sæsonen bliver undervognen opdateret og forbedret for Honda Civic Type R’en.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- 2010-homologeringen bevirker en opjustering af hestekræfterne til 280, fortsætter Martin Knudsen. - I 2009 har vi haft 260 HK til rådighed, og samtidig fremtryller Mugen et bedre drejningsmonent i de vigtigste omdrejnings-områder. Herved bygger Honda videre på den unikke V-tec teknologi, hvor motorens ventilløftning ændres ved høje omdrejninger således, at der skabes et bedre power til f.eks. overhalinger.


Martin Knudsen (t.h.) og Søren Kjær ser frem til en intens DM-fight i 2WD-klassementet.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Sideløbende med DM-serien planlægger Knudsen Motorsport deltagelse i Int. Geko Ypres Rally. Det belgiske toprally er blandt de afgørende arrangementer i Intercontinental Rally Challenge (IRC), som er søsterserie til VM-championatet: WRC.

- Vi har gode erfaringer med de tyske rallies, konstaterer Søren Kjær. - Derfor planlægger vi, at ADAC Rallye Sullinger Land (lidt syd for Bremen) skal anvendes som shake down på rallybilen inden DM-premieren omkring Kjellerup. Derudover er: DMV Rallye Thüringen (Kassel) samt ADAC Ostsee Rallye (Holsten) noteret på sæsonplanen.


Rallysporten byder på mange varierede underlag på hastighedsprøverne.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Type R er Honda’s interne varemærke for de indhøstede erfaringer fra rally og banesporten, som er direkte indbygget i en serieproduceret bilmodel. De japanske bilingeniører videreudvikler hele tiden på de sportslige konkurrence-muligheder. Dette betyder for Knudsen Motorsport, at rallybilen i 2010 får flyttet skiftet for den sekventielle gearkasse fra gearstangen til en speciel stang i rattet.

- Alle rallybiler i front af mesterskabsserierne anvender sekventiel gearkasse, forklarer Martin Knudsen. - Dette bevirker under kørslen på hastighedsprøverne, at jeg udelukkende anvender venstrefoden til bremsepedalen. Gearskiftet sker mekanisk og automatisk, når jeg trykker på gearvælgeren. Dette gælder for både for op- og nedgearing.

Knudsen Motorsport har et godt ry blandt de europæiske rally-arrangører, og får derfor ofte tilbudt startmuligheder på favorable vilkår. Specielt er Frankrig interesseret i deltagelse af udenlandske rallyteams. Martin Knudsen og Søren Kjær påregner derfor en fransk sommertræning, hvor rallyparret i 2009 besøgte jubilæumsudgaven: 20. Rallye International de Bourgogne Côte Chalonnaise, som tiltrak deltagere fra Belgien, Schweiz og Danmark foruden naturligvis Frankrig.

- Et afgørende faktor for Knudsen Motorsport i 2010 bliver desuden opdatering og forbedring af undervognen på Honda Civic Type R’en, afslutter Søren Kjær. - Ud over frontfighten i 2WD-klassen ser vi frem til mange jævnbyrdige dyster med de turbodrevne 4WD-rallyteams i DM-serien omkring slutresultater i top tre.


Martin Knudsen og Søren Kjær påregner endnu hurtigere konkurrencefart til 2010-sæsonen i deres Honda Civic Type R.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

2010-indsatsen for Knudsen Motorsport foregår i samarbejde med Honda Motorsport Europe, Ferodo, Pallefabrikken.as, Hotelkæden spg.com, Hansepack og Bruno Hansen Motorsport.

Knudsen Motorsport

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Martin Knudsen
  • Søren Kjær
  • Knudsen Motorsport

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto