FIA Formel 2   18/02/10

Ser vi Johan Jokinen i Formel 2?
Med 15 allerede bekræftede kørere, der annonceres over de næste par uger, til årets Formel 2 mesterskab, tegner sidste års succes til at fortsætte. Der er således kun 9 pladser åbne endnu, da feltet er begrænset til 24 deltagere. Interessen er stor for at få et sæde. Således har omkring 40 kørere været i seriøse forhandlinger med seriens organisator, Jonathan Palmer.
Danske Johan Jokinen er en af de profiler, der har forhandlet om en plads i serien. Og, håbes der på fra flere sider, bekræftes snart som kører.

Klassen, hvor alle kørere med det unikke Formel 2 reglement er sikret samme tekniske udgangspunkt og back-up, kører med en 1,8 liters Audi turbo, der yder 425 HK og 480 HK med overboost.


Formel 2 feltet på Brno i 2009.
(Foto: F2 Media)

Løbene med de avancerede racere følges med fuld live TV og pressedækning gennem Eurosport, og kan køres for et meget fornuftigt budget. Især i disse for motorsporten vanskelige tider, er det ikke uden betydning!
Mesterskabet afvikles i forbindelse med de europæiske runder af World Touring Car Championship serien.

Vinderen af serien i 2010 får en fuld dags test hos Williams F1 fabriks teamet, med alle forberedelser på fabrikken i Didcot. Alt ialt en seance, der strækker sig over 1 uge. Vinderen af Formel 2 mesterskabet i 2009, Andy Soucek , er efter sin test hos Williams tæt på et fast testsæde hos et af de etablerede Formel 1 teams.

Den teknisk avancerede racer, der bygges hos Williams, er til i år blevet opgraderet på flere områder, og har under vintertests kørt tider der er ca. 3 sekunder hurtigere end 2009 modellen. Så raceren har samme ydelse som en Formel Renault 3,5 – men til det halve budget.


Williams JPH1B Formel 2 raceren er blevet alvorligt opgraderet til 2010 sæsonen.
(Foto: F2 Media)

Det må forventes, at de sidste 9 pladser også hurtigt besættes med kørere, der efterhånden som sæsonen nærmer sig ser at deres oprindelige planer i andre og dyrere serier, ikke holder vand.

Vi krydser fingre for, at vort danske håb, Johan Jokinen, der havde så fremragende en test i december, er at finde blandt de annoncerede kørere i nær fremtid.

Søren Christensen


Læs mere om:
  • Andy Soucek
  • Johan Jokinen

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport