Bel-Ray SSC Challenge-kørerne sparkede motorsportssæsonen 2010 i gang med lyden af potente racerbiler, da FDM Jyllandsringen i weekenden dannede rammerne for Åbningsløbet. Grundet de reducerede felter, der i denne tid har ramt sporten, delte Bel-Ray SSC Challenge banetid med Renault DTC Light Cup-klassen, og kørerne fra mærkeklassen gjorde deres til at levere spændende motorløb uden at blive et problem for de noget hurtigere Special Saloon-biler. Claus Christensen, der til denne sæson er skiftet fra netop før omtalte mærkeklasse til en Porsche 997 GT3 Cup, har på rekordtid omstillet sig fra forhjulstrækker til en baghjulstrukket fuldblods racerbil med hækmotor. Omgangstiderne i tidtagningerne lå ikke langt fra de hurtigste biler i den skandinaviske Porsche Carrera Cup, der også gæstede Jyllandsringen i weekenden.
Claus Christensen har på rekordtid omstillet sig fra Renault Clio til Porsche 997. (Foto: Gripping Media)
Et par af de erfarne herrer var også tilbage bag rattet. Johannes Graversen og den lille, røde Fiat var naturligvis til stede, men selvom den hurtige sølvræv gjorde sit for at følge med Claus Christensens omgangstider, var der ikke meget at gøre. Heller ikke Michael Klostermann, der efter et års pause er vendt tilbage med en nydekoreret BMW E46 GTR, kunne følge med i tidtagningerne, hvor han begge gange måtte trille til siden med manglende benzintryk.
De to Aquila-kørere, Thomas Mortensen og eks-bokseren Dennis Holbæk Pedersen, har også fundet fart i bilerne over vinteren. Thomas Mortensen kvalificerede sig til tredje startplacering ved første tidtagning, mens Dennis Holbæk Pedersen sikrede sig anden startplacering til andet løb.
Den gule Aquila med Dennis Holbæk bag rattet er for alvor blevet hurtig. (Foto: Gripping Media)
Søndagens første løb blev ført af Claus Christensen fra start til mål, hvor han på vejen mod mål formåede at sætte ny banerekord i tiden 1:10,119, mens Dennis Holbæk for alvor fik fart på den gule Aquila og avancerede op til en flot andenplads. De to alderspræsidenter, Johannes Graversen og Jørgen Hansen, sluttede henholdsvis som nummer tre og fire, mens Christian Vejby med en generel sjetteplads sikrede sig maksimumpoint i SS2-klassen. Klostermann måtte endnu en gang stoppe før tid på grund af problemer med benzintrykket.
Én sejr var ikke nok for Claus Christensen, der igen i eftermiddagens løb førte fra start til slut. Michael Klostermann havde fået bilen til at fungere optimalt og sluttede på en flot andenplads foran Dennis Holbæk Pedersen.
Klas Høj døjede igen med motorproblemer på sin Volvo S40, og møbelhandleren var ikke overvejende positiv omkring udsigterne: "Motorstyringen virker ikke som den skal, og en ny koster 30.000,-, så det kan godt vare lidt før jeg er tilbage på banen", fortalte den slukørede kører.
En ny motorstyring truer med at ødelægge en stor del af Klas Højs sæson. (Foto: Gripping Media)
Om to uger går det løs igen, når Ring Djursland er vært for Special Saloon Car Festival, hvor også de historiske klasser kommer forbi til en fartfyldt weekend med hyggeligt samvær kørerne imellem.
Bel-Ray SSC Challenge Gripping Media ApS Læs mere om: Christian VejbyClaus ChristensenDennis Holbæk PedersenJohannes GraversenJørgen 'Gamle' HansenKlas HøjMichael KlostermannThomas MortensenChampion Racing - Claus ChristensenHansen RacingPerfection RacingJyllandsringen25/04/10 - Jyllandsringen - Special Saloon |