Mark Juelshøj overraskede ved at vinde største klasse i den mindste bil Det var en af klassens nye folk, der kunne skrive sit navn ind på vinderlisten for SSC Festivalen, da årets udgave af løbet blev kørt på Ring Djursland i weekenden Claus Christensen, Århus, startede for blot anden gang overhovedet i Bel-Ray SSC Challenge og for første gang med sin Porsche 997 GT3 Cup på Ring Djursland, men det lykkedes ham alligevel at køre tre sejre hjem ud af tre mulige.
Claus Christensen gjorde rent bord ved SSC Festivalen, hvor han vandt samtlige tre løb i sin Porsche 997 GT3 Cup
Odds var ellers ikke de bedst tænkelige for østjyden. Under den ene af lørdagens to tidtagninger overhalede han en konkurrent under gul flagzone, og straffen faldt prompte. Udelukkelse fra tidtagningen og en startplacering som sidste mand i det første af de tre løb.
Claus Christensen gik dog til opgaven med krum hals. Allerede efter første omgang havde han fået overhalet en pæn del af de kørere, der havde fået en bedste startposition end ham, så han efter første omgang kunne indtage syvendepladsen. Allerede omgangen efter var han fremme på tredjepladsen, og nu havde han blot Jørgen Hansen, Fjenneslev, og Michael Jakobsen, Haderslev, foran sig. Ingen af disse to kørere udgjorde dog et problem for Claus Christensen, der på fjerde omgang havde fået bragt sig i en føring, han ikke skulle miste.
Det var et bredt udsnit af historiske biler, der var til start ved Classic Car Meeting på Ring Djursland. Her er det Herluf Jensen, Esbjerg, og Finn Ørum Christensen, Hjørring, i en duel.
I det andet løb fik Claus Christensen også en sejr, der dog må betegnes som dagens letteste, da flere af hans konkurrenter ikke var mødt rettidigt frem til start og derfor måtte starte fra pitten. I det tredje og afsluttende løb over 30 minutter måtte Claus Christensen derimod kæmpe, inden sejren var en realitet. Allerede efter nogle få omgange havde han et forspring på godt tre sekunder til Jørgen Hansen, men herefter blev afstanden mere eller mindre status quo. I takt med, at de to forreste kørere skulle overhale langsommere biler med en omgang svingede afstanden mellem dem, men aldrig blev det større end fire sekunder. Mod slutningen af løbet kunne Jørgen Hansen dog hale noget ind, men ved det ternede flag manglede han 1,168 sekund i at slå Claus Christensen.
Foruden titlen SSC Festivalen bar weekendens løb på Ring Djursland også titlen Classic Car Meeting, da programmet talte løb for hele fem forskellige klasser af historiske biler.
Dagens overraskelse leverede Mark Juelshøj, Karlslunde, da han i en af feltets mindste biler – en Morris Mascot – endte med at vinde det første løb i den deltagermæssigt største klasse, klassen for standard- og GT-vogne bygget før 1965.
Mark Juelshøj leverede i en af de mindste biler den største overraskelse ved Classic Car Meeting, da han slog 28 konkurrenter i klassen for biler bygget i 1965 eller tidligere.
Mark Juelshøj havde blot kvalificeret sig til en startplacering som nummer 12, men på den våde asfalt kunne han drage fordel af, at mange af konkurrenterne ikke kunne udnytte fordelen af deres mange flere hestekræfter, og det benyttede Mark Juelshøj til at køre sig frem til førstepladsen og vinde en populær generalsejr. Da klassen skulle køre sit andet løb, var asfalten på Ring Djursland imidlertid blevet knastør, og Mark Juelshøj sluttede derfor på en niendeplads. Her blev tilskuerne til gengæld underholdt af en forrygende duel mellem Otto Reedtz-Thott, Næstved, og Christoph Kjærgaard, Esbjerg.
Morten Alstrup Læs mere om: Claus ChristensenJørgen 'Gamle' HansenMichael JakobsenRing Djursland - Historisk Formel - Heat 1Ring Djursland - Historisk Formel - Heat 2Ring Djursland - Std og GT biler 1965 - Heat 1Ring Djursland - Std og GT biler 1965 - Heat 2Ring Djursland - Std og GT biler 1971 - Heat 1Ring Djursland - Std og GT biler 1971 - Heat 2Ring Djursland - Std og GT biler 1976 - Heat 1Ring Djursland - Std og GT biler 1976 - Heat 2Ring Djursland - Youngtimer Cup - 1. heatRing Djursland - Youngtimer Cup - 2. heatSSC Festival - Heat 1SSC Festival - Heat 2SSC Festival - Heat 3 |