Formel 1   26/05/10

Åben kamp eller internt opgør
Optakt til Det Tyrkiske Grand Prix
Formel 1 sæsonen 2010 står ved en skillevej, som så ofte før, her hvor forår bliver til sommer. Endnu har vi muligheden for en åben sæson, med mange potentielle mestre og og endnu flere vindere. Men omvendt er der en hel del der skal til at præstere mere inden denne mulighed svinder ind og det i stedet bliver den snævre vej, der er domineret af de få. I år er spørgsmålet så, hvilken vej der egentlig vil være den mest spændende?

Da Schumacher kørte for Ferrari og Todt var chef, var der en og kun en, man satsede på. Og det betød i alle de år hvor Ferrari lavede en bil der var langt bedre end konkurrenternes, manglede der i den grad spænding i VM. Men andre år, når en bil er overlegen, og har to kørere der både kan og får lov, til at kæmpe, får man nogle fantastiske sæsoner.

Sidste år var lidt anderledes, for det første var Button i længden bare bedre en Barrichello - og som sæsonen skred frem mistede Brawn teamet også lidt af pusten og blev hentet af de andre. Så det var som sådan ikke et klassisk opgør.

Men andre gange: Senne vs. Prost; Lauda vs. Prost; Mansell vs. Piquet - har den interne kamp i et team skabt både spænding, ballade og seværdigt VM. Det gør sådan set ikke noget at bilerne der kæmper om trofæet har den samme farve - bare de kæmper.

Sådan kan det blive i år. Hvis Red Bull fortsætter den stime de er havnet i - og som måske i virkeligheden burde have været mere markant, hvis ikke de første par løb var endt lidt skævt. Hvis de gør det, bare et par løb endnu, kan de blive meget svære at fange.

Selvom alting virker fredeligt og fordrageligt i teamet, skal der ikke være nogen tvivl om at både Vettel og Webber i den grad går efter titlen. Forskellen på dem er markant. Vettel er ung og stadig på vej frem - hvis ikke i år, skal han nok nå det. Webber har næsten været afskrevet som et evighedstalent - og det er nu han har chancen. Og ingen af dem har tænkt sig at gøre den anden store tjenester.

Webber er ved for alvor at bevæge sig ud af Vettels skygge og vise at det ikke bare er på en god dag, at han er bedre end den unge tysker, men at de generelt befinder sig på samme niveau.

Hvis Red Bull fortsætter den dominans de selv har lagt op til, kan det blive en spændende sæson - for der vil blive kørt tæt - og jo længere de kommer fra resten af feltet, jo tættere vil de komme på hinanden.

I 1986 dominerede Williams på samme måde, med Mansell og Piquet som kørere. Der gik det bare galt. De tog så mange point fra hinanden at det til sidst blev Prost der med en sejr i det afsluttende løb smuttede hjem med VM titlen.

Det samme kan ske i år. Jenson Button kan være manden der snører Red Bull kørerne, hvis de ikke får trukket langt nok fra feltet. Hans kørerstil minder om Prosts - mere hjerne end fart. Han har allerede hentet to sejre og hvis han bliver ved med at skovle point ind, er det ganske muligt at han kan gøre Prost kunsstykket fra 1986 efter.

Fernando Alonso kan meget vel trække sorte-per i den sammenhæng. Godt nok vandt han første løb, men siden har der ikke været meget held i den spansk-italienske kombination. Lidt som Senna i 1986 - uden tvivl hurtig, men Lotus raceren var ikke en VM vinder og Senna blev koblet af VM kampen som den skred frem.

Lewis Hamilton virker en smule frustreret efterhånden. Sidste år gik der længe inden han vandt et løb, men det var til at leve med, fordi Kovalainen generelt bare var dårligere. Men i år har han fået Button i teamet og han har overrasket. Det er i denne situation at Hamilton skal vise hvad han egentlig er lavet af, hvor god er han i modgang?

Hos Ferrari virker det som om Massa mere og mere er på vej i historiebogen. Han har været der, man har set hvad han kan og nu vil man have nyt blod. Det er ikke umuligt for ham at blive hos den røde hingst, men det vil kræve at han hæver sit niveau betragteligt, allerede i Tyrkiet.

Mercedes har lovet bod og bedring, men resultaterne er ikke helt blevet som håbet. I stedet for at være det fjerde team i første række, er man nu, sammen med Renault, blevet et team i anden række. Rosberg har imponeret og Schumacher virker til at have fundet sig til rette, men der er stadig et stykke vej, før man for alvor bliver imponeret af nogen af dem. Teamet har dog ikke opgivet endnu og kravet til Tyrkiet må være at de her rykker fra Renault og hægter sig på den top, som alle formodede de skulle være en del af.

Renault var der ingen der forventede noget af - men Kubica bliver ved med at levere gode præstationer i den gule racer. Hele tiden spekulere man på hvor langt det mon holder - og hvis det ikke holder, gør det ingenting. Renault har allerede præsteret mere end forventet.

Force India og Williams ligger og håber på at fange Renault, men virker lidt svage - Force India klart stærkest. Liuzzi og Sutil skal nok hente flere point som sæsonen skrider frem.

Men hvordan ender det hele så, på søndag i Tyrkiet? Det nemme bud er at sætte en tier på hver af Red Bull kørerne. Med en hvis sandsynlighed er der en af dem der vinder. Hvis man er lidt mere vovet så vil Button eller Alonso heller ikke være et helt skidt bud. Man kan selvfølgelig også satste på at Hamilton får vendt skuden og henter sæsonens første sejr. Men jeg satser og siger at Vettel vinder, foran Webber, i et internt Red Bull opgør.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Istanbul Park
  • 30/05/10 - Istanbul Park - Formel 1

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk