STC Cup   05/06/10

Danmark 0 - Sverige 2
Det viste sig at være en svær opgave at slå svenskerne i deres egen havn.
Jan Magnussen havde langt fra den weekend han havde håbet eller fortjent, mens de øvrige danskere også havde deres kampe

Team Bauhaus overraskede ellers alle, da Jan Magnussen placerede sin Chevrolet Lacetti på en foreløbig pole position i tidtagningen, og selvom han "kun" formåede at sikre sig næstbedste startplacering i Super 8-tidtagningen, var der tilfredshed at spore hos teamet. Som eneste anden dansker i Super 8-tidtagningen var Casper Elgaard 7. hurtigst, godt hjulpet af den ændrede gearing, Team Telesikring havde sat i bilen fredag aften. Robert Schlünssen var 10. bedst mens Jason Watt blev 15'er og Michael Carlsen sidst på en 20. plads.


(Foto: Gripping Media)

Publikum blev vidne til hæsblæsende racerløb, da STC-feltet blev sluppet løs på asfalten. Magnussen, der ellers startede i første række, blev overhalet af en meget hurtigt startende Tommy Rustad, men fik efter et par omgange lagt den norske Volvo-kører bag sig. Hele løbet så det ud til at Dannebrog skulle præsenteres på podiet, men i sidste sving før det ternede flag eksploderede hjulboltene i Bauhaus-Lacettiens venstre forhjul, og kun en hurtig redning gjorde at bilen ikke endte i autoværnet. Det lykkedes at få bilen over stregen på 7. pladsen, men mon ikke der er bidemærker i rattet på Chevroleten efter den omgang?


(Foto: Gripping Media)

Elgaard holdt længe sin placering, men et sammenstød kostede både skader på bilen og en masse placeringer. Han fik en drive through-straf for sin andel i sammenstødet, og herefter var der ikke meget at køre for. Han sluttede løbet på en 15. plads, fem omgange efter feltet. Bedre gik det for Robert Schlünssen, der endte på 6. pladsen i sin BMW 320i E90 fra Alternative Engineering. Michael Carlsen kørte sit eget tempo og holdt bilen skadefri på en 14. plads.


(Foto: Gripping Media)

Som underholdning mellem løbene havde de svenske arrangører sørget for lidt undervisning i håndbremsevendinger og opvisningsomgange med den nye Koenigsegg Agera. En ganske smuk bil, og motorlyden er slet ikke blandt de kedeligste.


(Foto: Gripping Media)

En håndfuld nye hjulbolte senere var Team Bauhaus klar til endnu en gang at starte fra 2. pladsen. Skråt bag ham, på 3. pladsen, holdt Robert Schlünssen klar. Denne var dog lige klar nok, da han i første sving rammer svenske Patrick Olsson, der bliver skubbet ind i Jan Magnussens Chevrolet. Han spinner på de glatte curbs, og da feltet er forbi vil bilen ikke springe i gang igen - til stor skuffelse for de fleste. Som belønning for manøvren idømte dommerne Schlünssen en drive through-straf. På trods af denne lykkedes det dansk-tyskeren at køre sig tilbage på 8. pladsen.


(Foto: Gripping Media)

Jason Watt var efter de første par omgange helt oppe at snuse til podiepladserne, men måtte udgå efter at have kollideret med Mattias Andersson under et overhalingsforsøg. Den tidligere dobbelte DTC-mester, Michael Carlsen, kørte igen et sikkert løb og fik bilen med hjem på en 14. plads, mens Casper Elgaard inkasserede flere buler til den i forvejen brugte BMW, og sluttede tre omgange efter feltet på 15. pladsen.


(Foto: Gripping Media)


(Foto: Gripping Media)

Meget kan man sige om naboerne mod øst, men de forstår at arrangere motorløb. Allerede ved indkørslen til Göteborg stod der store skilte med "STCC City Race", og i hele området omkring Frihamnspriren osede det af motorsport.

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Casper Elgaard
  • Jan Magnussen
  • Jason Watt
  • Michael Carlsen
  • Robert Schlünssen
  • Göteborg (gadeløb)
  • 05/06/10 - Göteborg (gadeløb) - STC Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport