Rally Sprint   08/06/10

Første- og andenplads for Suzuki Motorsport
- i Yokohama mesterskabet på Avedøre Holme
Suzuki Motorsport blandede sig helt i toppen – ikke bare i sin klasse, men også generelt – da anden afdeling af Yokohama mesterskabet øst søndag blev kørt på Avedøre Holme. Kenneth Madsen/Jacob Madsen (Dianalund/Dianalund) og Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Dianalund) besatte således de to første pladser i deres klasse foran 11 konkurrenter, mens de tillige opnåede henholdsvis en tredje- og en fjerdeplads generelt i løbet, der havde over 60 startende mandskaber.

Under det københavnske arrangement skulle holdene fire gange gennemkøre hastighedsprøven – først to gange i den ene retning og siden to gange i modsat retning – og her præsterede Kenneth Madsen i anden heatrunde at sætte hurtigste tid af alle.

”Det gik rigtigt godt, og det resultat var langt bedre end forventet,” siger en glad Kenneth Madsen. ”Vi skal igennem en omstart i andet heat, og der får vi det bare rigtigt til at spille, så vi kunne køre hurtigste tid generelt. Da hastighedsprøven bliver vendt om, går det meget godt, men vi får slet ikke samme flow i det som i det første og andet heat.”

Efter de fire heats formåede Kenneth Madsen at slå Anders Lysen sammenlagt med 15 sekunder, hvorfor han nu fører den interne konkurrence blandt de to Suzuki Swift Maxi-kørere.

”Den lille sejr havde jeg også sat mig som mål for i dag, og det er dejligt, for det er jo den første, der er den bedste,” siger Kenneth Madsen. Han præsterede samtidigt at sætte dagens absolut hurtigste heattid.



Kenneth Madsen/Jacob Madsen vandt klassen og blev nummer tre generelt med dagens bedste heattid ved Yokohama-mesterskabet på Avedøre Holme.
(Foto: www.RallyFotografen.dk)

”Det viser bare, at Kenneth er den rigtige mand i den rigtige bil,” siger Anders Lysen, der tager det interne nederlag med ophøjet ro. ”I de to sidste heats lå Kenneth og jeg tæt og dystede med nogle få sekunders forskel, så det var super tilfredsstillende, også fordi bilerne bare fungerede godt.”

”Vi har lært meget,” tilføjer Kenneth Madsen. ”Jeg har fået bremsepunkterne mere ind i kroppen med den nye, hurtigere bil, men jeg mangler endnu at prøve den rigtigt i nogle hurtige sving, for der er jeg ikke blevet helt dus med svinghastighederne endnu. Men det bliver meget sjovt at prøve til DM2.”

Næste gang, hvor Suzuki Motorsport skal i aktion, bliver den 18.-19. juni, hvor de deltager i anden afdeling af DM i rally i Sønderjylland. Her bliver Kenneth Madsen i teamet suppleret med Claus Steensen/Michele Danielsen (Ringsted/Bramming) og René Harms/Peter Ciesla (Nørre Alslev/Holbæk).

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • Kenneth Madsen
  • Suzuki Motorsport
  • Avedøre
  • 06/06/10 - Avedøre - Rally Sprint

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport