KF3   20/07/10

Christian Sørensen scorer tysk junior-kartingmesterskab
- inden finalen
Den sydvestjyske teenager - Christian Sørensen – havde etableret en sikker føring i det tyske junior-kartingmesterskab (DJKM) inden 4. og næstsidste afdeling, som blev kørt i Ampfing lidt øst for München. Til start i arrangementet – tæt på den østrigske grænse - var 34 unge kørere fra 9 forskellige nationer i den internationale junior-klasse: KF3.

Far og teamchef Erik Sørensen ridsede DJKM-stillingen op inden Ampfing: - Christian har et forspring på 23 matchpoint (mp.) til nordmanden Dennis Olsen. Til sammenligning scorer kørerne 25 mp. for en sejr i finalen og tilsvarende 13 mp. for en forfinale-etter, samt belønnes med 2 mp. for hurtigste tidtagning. Et udbygget forspring på mindst 40 mp. vil derfor gøre knægten til tysk mester allerede inden finalen, der bliver kørt i Hahn / Hunsrück sidst i august.


Christian Sørensen var urørlig i finalen ved DJKM-arrangementet i Ampfing.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Satsningen for Kartingteam Christian Sørensen sker i samarbejde med den tyske Birel-importør: Solgat Motorsport, som havde forberedt konkurrencegrejet optimalt til Ampfing.

- I al beskedenhed var jeg hurtigst i tidtagningen, oplyser Christian Sørensen. – Herefter vandt jeg begge mine kvalifikationsheats, og skulle derfor starte på pole position (nr. 1) til for-finalen. Dette var en lille oprejsning fra den forrige DJKM-afdeling, hvor forskellige problemer/uheld bevirkede en startplacering som nr. 28. Dennis Olsen var lige i slipstrømmen på startgridden med en treer i Ampfing.


Som fabrikskører for Birel har Christian Sørensen deltaget i mange forskellige top-arrangementer.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- I for-finalen fik Christian småproblemer med tempoet på de allerførste banerunder, fortsætter Erik Sørensen. - Han faldt derfor tilbage på tredjepladsen, men denne placering holdt hjem over målstregen. Samtidig sluttede Dennis Olsen uden for pointene på en 21. plads, hvorved Christian samtidig fik udbygget føringen i DJKM til 31 mp..

Christian Sørensen scorede hurtigste omgangstid i forfinalen, og havde med fuld race power ikke problemer med at bringe sig i front af finalen. Solgat Motorsport’s mekanikere havde samtidig analyseret og fået løst problemet omkring startfarten.


Christian Sørensen vandt finalen på Ampfing med et forspring på 65 m. over målstregen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- I finalen kører vi lidt flere baneomgange end i forfinalen, forklarer Christian Sørensen. – Jeg fik derfor opbygget et pænt forspring, og var små tre sekunder foran polakken Igor Waliko på andenpladsen, da jeg passerede det ternede målflag. Dette svarer til et forspring på 65 m..


Christian Sørensen blev kåret som tysk junior-kartingmester allerede inden finale-arrangementet.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Den overbevisende finalesejr bevirkede også, at Christian Sørensen bragte sig afgørende i front for DJKM med et forspring på 47 mp. til Dennis Olsen. Sydvestjyden kan derfor ikke længere indhentes i fighten om det tyske mesterskab 2010.

Storebror: Bo Sørensen var også med i frontkampen for den lidt hurtigere KF2-klasse. Han vandt det ene af sine kvalifikationsheats, og fortsatte de fine takter ved at hjemkøre tredjepladsen i forfinalen.

- KF2-finalen blev en lang fight på 24 baneomgange i styrtende regnvejr, konstaterer Bo Sørensen. - Jeg fik en god start på mine regnvejrsdæk, og skød frem på andenpladsen. I et sving lå der desværre en større vandpyt, og nærkontakten med vandet kostede en ineffektiv snurretur i karten, hvorved jeg havnede oppe på sidekantstenene (curb’en) uden kontakt med forhjulene til asfalten og med baghjulene ude i det fedtede græs. Det tog derfor ekstra tid at komme tilbage i racet, hvorefter jeg kæmpede mig frem fra en otter til femtepladsen over målstregen.


En drilsk vandpyt forhindrede storebror: Bo Sørensen i en podieplacering efter finalen på Ampfing.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Bo Sørensen hjemkørte dermed placeringspoints i begge finaler, og ligger nu på en samlet 6. plads i det tyske kart-mesterskab. En slutplacering i TOP FIRE er inden for rækkevidde, og med lidt ekstra konkurrenceheld i finalen på Hahn / Hunsrück kan sydvestjyden hjemkøre bronze i det tyske karting-mesterskab 2010.

Kartingteam Christian Sørensen

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Bo Sørensen
  • Christian Sørensen
  • Kartingteam Bo & Christian Sørensen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport