DM Rally   05/09/10

Tilbage i toppen efter 15 år
Brøndby-kører nærmest fløj på podiet i DM i rally
"Hvornår jeg sidst har haft en top-3 placering? Det må da snart være femten år siden," storsmiler 48-årige Steen Andersen, efter at han i weekenden blev nr. 3 i Sydhavsrally tællende til danmarksmesterskabet i rally. I mål var han kun fem og et halvt sekund bag vinderen efter 160 kilometers hastighedskørsel på små lolland-falsterske landeveje.

Den 48-årige værkstedsejer fra Brøndby har været danmarksmester tre gange i 1990'erne for Mazda, men i de senere år har der været længere mellem topplaceringerne. Det blev der ændret på, da Steen Andersen i weekenden i bogstaveligste forstand fløj til tops igen. Med sin 270-hestes Mitsubishi lancer Evo 7 havde han de længste hop hen over bakketoppe og broer.


Steen Andersens Mitsubishi Lancer havde de længste hop hen over broer og bakketoppe.
(Foto: Michael Eisenberg)

Steen Andersens sædvanlige codriver, Kim Jørgensen fra Vallensbæk, havde fået en nerve i klemme i højre hånd og måtte derfor melde afbud. I stedet var det den tidligere navigatør, Jens Christian Anker fra København, der læste noterne i det hurtige rally, hvor hastighederne nåede op over 200 kilometer i timen. Inden løbets natetape lå de endda på andenpladsen.


Steen Andersen kørte sig sammen med sin lånte codriver Jens Christian Anker tilbage i toppen af dansk rally i weekendens løb.
(Foto: Michael Eisenberg)

"Jeg havde hurtigste tid på tre ud af de 12 hastighedsprøver, bilen kørte perfekt, samarbejdet var perfekt, og for en gangs skyld var heldet også med mig," sagde en meget tilfreds Steen Andersen natten til søndag ved målet i Nykøbing Falster.

Steen Andersen stiller op til årets to sidste rallyer i oktober og november med selvtillid som aldrig før.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Jens Christian Anker
  • SydhavsRally
  • 04/09/10 - SydhavsRally - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport