Jan Magnussens uheldsramte motorsportssæson vil tilsyneladende ingen ende tage. Jan Magnussen så ellers ud til at have en bil, der kunne tage en sejr ved Danmarks største motorsportsbegivenhed Grand Prix Danmark, der søndag blev afviklet på Jyllands Ringen. Jan Magnussen havde, i sin Chevrolet Lacetti, været hurtigste mand i tidtagningen lørdag i det 24 biler store og stærke STCC felt. Men de første otte startplaceringer skulle fordeles ved den såkaldte Super Pole søndag, hvor de otte hurtigste kørere fra lørdag kæmpede om startplaceringerne et til otte. Og her begyndte problemerne for Jan Magnussen og hans team.
De ti minutters Super Pole var minutiøst planlagt og da Magnussen med få minutter tilbage kørte i pit for at få friske dæk til en hurtig omgang, blev han til teamets store overraskelse hevet til side til teknisk kontrol.
Da Magnussen endelig igen var givet fri og derefter havde fået skiftet til to friske fordæk, var tiden desværre ved at være løbet ud og han manglede 30 sekunder i at kunne nå og passere målstregen rettidigt. Dermed forsvandt muligheden for en hurtig omgang og Magnussen måtte skuffende tage til takke med en startplacering som nummer syv.
I første løb nåede Jan Magnussen ikke længere end tre sving, før det gik galt. En kædereaktion af uheld foran ham, fik ham til at bremse hårdt for at undvige de forankørende, men bagfra kom Jason Watt, der desværre ramte Magnussen så hårdt, at baghjulsophænget på Chevrolet’en knækkede.
(Foto: Jan Kaiser)
Magnussen måtte trille tilbage til pitten og kom først på banen, da der var fem omgange tilbage.
Til dagens andet løb skulle Jan Magnussen grundet uheldet i første løb starte fra 22. position. Men endnu en undvigelse efter tre sving kostede de allerede vundne positioner og selvom Magnussen avancerede elleve positioner til en 11. plads, så var det langt fra, hvad Magnussen og teamet havde sat næsen op efter.
(Foto: Jan Kaiser)
(Foto: Jan Kaiser)
”Det første uheld bragte os i en position, så vi var involveret i det næste uheld og sådan rullede det nærmest bare derudaf. Det var drønærgerligt, da jeg havde sat næsen op efter den store pokal, men det er bare typisk for min sæson i år, hvor mærkelige små uheld har kostet sejre. I andet løb var mine dæk færdige efter fem omgange, så det var rigtig svært at avancere” sagde en skuffet, men fattet Jan Magnussen efter løbet. Jan Kaiser JanMagnussen.com KevinMagnussen.com Læs mere om: Jan MagnussenJyllandsringen05/09/10 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge05/09/10 - Jyllandsringen - STC Cup |