Mikkel C. Johansen måtte se andenpladsen i årets Formel Ford-mesterskab forsvinde ud i horisonten ved DM-finalen på FDM Jyllandsringen. Den vestsjællandske racerkører har siden 2007 været en fast del af Formel Ford-mesterskabet, og i denne sæson har han sammen med Fluid Motorsport Scandinavia arbejdet målrettet mod at vinde den eftertragtede guldmedalje. Efter en stærk forårssæson har enkelte løb med mindre gode resultater kostet dyrt på pointkontoen, så guldmedaljen var allerede kun en teoretisk mulighed forud for DM-finalen i den forgangne weekend.
Som racerkører går man instinktivt efter den mindste chance, og derfor drog Mikkel og Fluid Motorsport Scandinavia også til FDM Jyllandsringen mandagen før finaleweekenden for at teste på banens gamle layout, der skulle køres på for første gang siden 2003. Testen gik over al forventning, og det var derfor et yderst selvsikkert team, der kunne rulle ud på den jyske asfalt lørdag morgen.
Allerede fra lørdag morgens træningskørsel var Mikkel C. Johansen hurtigst. (Foto: Gripping Media)
Og selvsikkerheden var ikke uden grund. Med næsten 5/10 sekund foran Martin Lumholt var Mikkel banens hurtigste kører, og de hurtige omgangstider fortsatte i tidtagningen. Her var slagelseaneren endnu en gang hurtigste mand, denne gang med Jesper Egebart bag sig.
Første løb blev kørt allerede lørdag eftermiddag, og igen viste Mikkel talentet. Fra start blev der lagt afstand til Egebarts racer, og forspringet voksede hele vejen til målstregen, hvor Mikkel kunne kåres som vinder - og Jesper Egebart med andenpladsen kunne sikre sit mesterskab.
Efter løbet var der til gengæld mere drama. Den tekniske kontrol af den blå Van Diemen-racer viste, at bilen ikke havde den nødvendige frihøjde, og Mikkel blev derfor frakendt sin sejr. Det var et meget frustreret team, der ikke kunne forstå kendelsen.
"Altså, hvis vi måler med vores egen måler, er der rigeligt med frihøjde på bilen", fortalte Mikkel. "Men Teknisk Kontrol mener åbenbart det modsatte, og at lægge en protest til 6.000,- kroner vil være spild af penge, så jeg må vel bare acceptere deres måling."
Afgørelsen om at fratage sejren og dermed alle point fra lørdagens løb, kom søndag kort før årets sidste løb. Skuffelsen var ikke til at overskue, men Mikkel sprang i bilen, fast besluttet på at vise at han var weekendens hurtigste kører - og dét gjorde han. Fra bagerste startposition, qua udelukkelsen fra første heat, blev der givet fuld gas fra første meter, og allerede efter første omgang var størstedelen af feltet passeret.
Ny banerekord på den gamle version af Jyllandsringen! (Foto: Gripping Media)
Selvom Mikkel ikke kunne nå helt op til Jesper K. Egebart, der vandt løbet, satte han en ny banerekord for Jyllandsringens korte bane - 45,061 sekunder tog det den fokuserede og skuffede kører at tilbagelægge en omgang - ingen kan være i tvivl om, at kombinationen Mikkel/Fluid Motorsport er hurtig!
"Jeg er drønirriteret over kendelsen, men det hjælper jo ikke noget at tude over det", siger Mikkel. "Vi kan diskutere hvorvidt bilen var lovlig eller ej - men jeg har været hurtigst i træning, tidtagning og i begge løb, hvor jeg også nåede at sætte ny banerekord. Og denne gang blev bilen målt til at være lovlig, så jeg kan kun være tilfreds med teamets og min egen indsats. Og for pokker, at slutte på tredjepladsen i mesterskabet er heller ikke helt tosset", slutter han med et smil.
En tredjeplads i årets Formel Ford-mesterskab er bestemt ikke dårligt. (Foto: Gripping Media)
Hvad 2011-sæsonen bringer, er endnu ikke til at spå om. Først og fremmest skal der arbejdes med at finde sponsorer til endnu en sæson i motorsporten.
Fluid Motorsport Scandinavia Gripping Media ApS Læs mere om: Mikkel C. JohansenFluid MotorsportJyllandsringen10/10/10 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK - DM |