Citroën DS3 Cup   14/12/10

Udviklingen af den nye Citroën DS3 CUP-racer i fuld gang
Arbejdet med udviklingen af den nye Citroën DS3 CUP-racer, som til næste år får sin debut i dansk asfaltbanesport, er i fuld gang – dels hos den danske bilbygger, dels hos de udenlandske samarbejdspartnere, der er tilknyttet projektet.

Italienske OMP har således igangsat produktionen af de FIA-godkendte sikkerhedsbure, som alle racerbilerne skal forsynes med, mens Boisen Motorsport har påbegyndt arbejdet med at forvandle den første Citroën DS3 THP 150 til den prototype, som de andre biler skal op bygges efter.


Prototypen på den nye Citroën DS3 Cup-racer.
(Foto: Morten Alstrup)

Udover alle rent sikkerhedsmæssige forandringer er det områderne motor, undervogn og bremser, dette arbejde koncentrerer sig om. Motoren trimmes til at opnå en effekt, der ligger over de originale 155 hestekræfter, mens de originale bremser bliver erstattet af 300 mm bremseskiver og firstemplede bremsekalibre. Bilen får en justerbar D2-undervogn, ligesom det bliver muligt at justere de forreste bærearme og ændre på de bageste hjulvinkler.

Inden ombygningen blev igangsat havde DTC-køreren Tom Pedersen lejlighed til at teste bilen på Padborg Park.
”Bilen opfører sig som den skal med en lille overstyring og mulighed for, at bagenden kan tvinges til udskridning,” siger han om oplevelsen fra testen, hvor han nåede en fart på 165 km/t for enden af langsiden. ”Det svarer til den fart, vi opnår med de Lotus Elise-biler, vi anvender til event på banen.” Denne hastighed forventes at stige til 175-180 km/t i takt med dels effektforøgelsen, dels fjernelsen af overflødig vægt i forbindelse med ombygningsarbejdet.


Opbygningen af den nye Citroën DS3 Cup-racer er i fuld gang.
(Foto: Morten Alstrup)

Løbskalenderen for den nye Citroën DS3 CUP er planlagt til at skulle omfatte seks løbsarrangementer, hvor klassen kommer rundt på alle de danske baner. Der er sæsonpremiere på FDM Jyllandsringen sammen med Scandinavian Touring Car Championship, og herefter køres der skiftevis på Padborg Park og Ring Djursland, inden sæsonen afsluttes og mesteren kåres i den anden weekend af oktober på Padborg Park. Inden kampen om det egentlige mesterskab går i gang, planlægges der også afholdt et træningsløb på Padborg Park.

Nærmere oplysninger om Citroën DS3 CUP kan fås ved henvendelse til:
Jesper Haslund Kristoffersen, Citroën Danmark A/S, Sydhavnsgade 16, 2450 København SV, tlf. 36 18 02 00.

Citroën Danmark A/S

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 23/04/11 - Jyllandsringen - Citroën DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport