Endurance   14/01/11

Den hurtige nordjyde Kim Holmgaard satser
- på internationalt 24-timers løb
De seneste sæsoner på racerbanerne har givet stadig flere udfordringer for Kim Holmgaard. Racerkøreren fra Aalborg tog sidste år springet op til dansk bilsports absolutte superliga, Danish Touringcar Championship, hvor han sluttede på en femteplads i mesterskabet.

2011 kommer også til at byde på nye udfordringer for nordjyden. Han vil nemlig satse på langdistanceløb, hvor han både skal til start i et 12-timers og et 24-timers løb på internationalt kendte racerbaner.

”Det første udenlandske løb bliver et 12-timers løb på den belgiske Formel 1-bane Spa, og dette løb skal være en forberedelse til den anden store udfordring, nemlig 24-timers løbet på Silverstone,” siger Kim Holmgaard. ”Løbet har naturligvis ikke den samme historie som Le Mans, som alle drømmer om, men man skal jo kravle, før man kan gå. Men banen har også en lang historie og stolte traditioner, da det var her, at man første gang kæmpede om VM i Formel 1.”


Kim Holmgaard skal køre internationale løb i år, hvor han stiller op for Team Caramba i bl.a. et 24-timers løb på Silverstone i England.

”Løbet betyder næsten lige så meget for englænderne, som Le Mans gør for franskmændene, og så kommer man ikke udenom, at det må være noget helt særligt at køre race i et helt døgn. Det bliver helt specielt at skulle på banen i buldrende mørke, og så opstår der med garanti også en masse uventede udfordringer, for vejrforholdene er sjældent de samme gennem hele løbet. Målet er naturligvis at gennemføre, og hvis vi kan det og samtidig kan være konkurrencedygtige, har vi noget at bygge videre på.”

Kim Holmgaard skal selvfølgelig ikke køre hverken 12- eller 24-timers løbet alene. Han får i alt tre teamkammerater, hvor den ene bliver den tidligere DTC-kører Michael Klostermann, mens Team Caramba forhandler med flere gode emner til de to sidste pladser. Teamet stiller også til start i den hjemlige Danish Endurance Championship, hvor tredjemanden bliver en kører med stor erfaring indenfor langdistancerace, nemlig Peter Rasmussen, som tidligere har fungeret som teamchef for flere teams i Le Mans-serien.

”Bilen, vi skal køre, er specielt udvalgt til formålet,” fortæller Kim Holmgaard. ”Det er en BMW M3, som et belgisk team har bygget specielt til langdistancebrug. Den har mere end 400 hestekræfter, en fuldt justérbar undervogn og en rigtig solid gearkasse, så vi regner bestemt med, at vi kan være med helt fremme og lægge pres på nogle af de hold, der plejer at vinde herhjemme.”

Holmgaard / Team Caramba


Læs mere om:
  • Kim Holmgaard
  • Michael Klostermann
  • Peter Rasmussen

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport