Formel 1   13/03/11

Et år til historiebøgerne
Optakt til VM 2011
Efter 2010, en af de bedste Formel 1 sæsoner nogensinde, kommer 2011 og forventingnerne er høje. Mere vil have mere. Ovenpå den tætte kamp sidste år, vil vi have en endnu tættere kamp i år og mulighederne er faktisk til stede. Det betyder også at det er svært at gætte ret meget, uden at det bliver andet en simpel gætværk. Ikke engang en fremskrivning af status quo vil ramme særlig præcis. Formel 1 sæsonen 2011 kan blive endnu bedre, den kan også risikere at blive en tilbagevenden til tidligere tiders ensidighed, og den kan blive alt imellem.

En af de primære grunde til at 2010 var så spændende en sæson var faktisk at der var nogen der ikke var så gode som de burde have været. Hvis man kigger på hastighed, alsidighed, kvalifikationer etc. så var Red Bull i en klasse for sig selv. Men det er svært at være et nyt team i front, erfaringen mangler, og de lavede en del problemer for sig selv. Problemer der så betød at spændingen i sæsonen blev forøget og at tre andre kørere havde muligheder for et VM. Selv inden starten på det sidste løb, så det ud til at VM var tabt for det østrigske hold og at Alonso og Ferrari ville vinde VM. Men nej, til sidst overkom Red Bull alle forhindringerne og havde heldet på deres side og vandt VM. Et VM et mere erfarent hold med så overlegen en bil, ville have sikret sig på et langt tidligere tidspunkt i sæsonen.


Renault med sort og guld som Lotus i 70'erne og 80'erne.
(Foto: Lotus-Renault)

For 2011 kan man forestille sig flere scenarier. Dels kan det være at Red Bull beholder forspringet til konkurrenterne – hvis det sker, og med Adrian Newey som designtroldmand kan man ikke udelukke det – og de samtidig har erfaringen fra sidste sæson, kan de andre teams få det svært i 2011. VM kan så blive en intern affære mellem Mark Webber og den regerende mester Sebastian Vettel.

Et andet scenarie er at Ferrari og McLaren og måske også Mercedes og Renault har lukket noget af hullet op til Red Bull. At konkurrencen dermed bliver skærpet. Så selvom Red Bull så har en masse erfaringer fra sidste sæson, der klart vil hjælpe dem, så bliver kampen alligevel intens og tæt.


Red Bull holder fast i hajfinnen - kørerne virker lidt skeptiske!
(Foto: Red Bull Media)

Begge scenarier kan være ganske underholdende, men det første kan også blive en dødssejler. En kamp om VM mellem to kørere, også selvom de er fra samme team kan være potentielt spændende, langvarig, intens og fuld af dramatik. Men hvis den ene, Vettel for eksempel, bare er den anden overlegen så bliver underholdningsværdien til at overse. Kampe om andenpladser er bare ikke nær så spændende!

Så for underholdningens og spændingens skyld, lad os håbe på at det bliver en tæt kæmpet sæson, gerne med et par gedigne overraskelser undervejs og masser af seje nærkampe og spænding frem til sidste sving.


Mercedes raceren minder lidt om Fittipaldis mislykkede racer fra 70'erne
(Foto: Mercedes GP)

Sæsonpræmieren på den triste Sakhir bane er blevet aflyst – og udover at det ærgeligt at man skal vente 14 dage længere på at sæsonen kommer i gang, så er der i 2011 alligevel rigeligt med løb og netop den bane bliver næppe savnet i det store billede. Hvis så urolighederne kunne brede sig til Abu Dhabi også, så vi også slap for den elendighed af en bane, så ville jeg ikke blive alt for trist. I øjeblikket prøver Ecclestone dog på at redde løbet i Bahrain eventuelt med en dato til efteråret – så kan VM 2011 slutte med to kedelige baner. Money Rules.

I forårs testene har forskellige været hurtige og langsomme på forskellige tidspunkter. Det kan man sjældent ligge ret meget i. Pirelli dækkene virker lovende – de slides hurtigere end Bridgestone dækkene og vil dermed blive en større faktor i løbene. Pirelli regner med at alle skal have to pitstop. Man kan tænke tilbage på en kører som Alain Prost, der var engleblid ved sine dæk – han ville have været på hjemmebane med de nye dæk. I Brasilien i 1987 vandt han løbet fordi han kunne nøjes med at skifte dæk én gang, mens konkurrenterne skiftede dæk tre.

I dag har vi ingen Alain Prost, men vi har Jenson Button, som altid har haft det ry at han er blid ved sine dæk – en egenskab der bare ikke har været specielt efterspurgt de sidste mange år. Men det er den nu – og så skal det blive spændende at se hvor meget der er om snakken og hvor stor fordel den tidligere engelske verdensmester kan få ud af det. Og hvor meget det med dækkene så egentlig betyder når alt kommer til alt. Hvis de bliver hurtig slidt – og hvis det betyder meget, vil tilfældigheder, eller det der virker sådan, komme til at få større betydning for de enkelte løb – og underholdningsværdien vil blive forøget.


Den nye McLaren virker ganske traditionel
(Foto: McLaren Media)

Hvem der vinder og hvorfor er umuligt at sige. Red Bull med Vettel og Webber er naturligvis blandt favoritterne. Sådan er det når man er regerende mestre. Så er man den kanin alle hundene vil fange. McLaren og Ferrari skiftedes sidste år til at være forrest i den forfølgelse og mod slutningen var italienerne mere seriøse i deres udfordring end englænderne. Ferrari og Alonso virker sammenkørt efterhånden og VM vil for dem være den naturlige udvikling. Og McLaren har med to tidligere verdensmestre også alle forhåbninger intakt. Mens Ferrari sandsynligvis lægger alle æggene i en kurv, har McLaren to skud i bøssen, med Button og Hamilton. Da disse to samtidig er meget forskellige i deres måde at køre en racer på, kan det blive til McLarens fordel.

Så er der Mercedes, sidste års skuffelse. I 2009 hentede teamet, da det hed Brawn, begge VM titler, og i 2010 blev det ikke til ret mange spændende præstationer. Kørerne er de samme, som sidste sæson. Og rettelig var det da heller ikke deres skyld at bilen ikke kunne præstere noget sidste år. Om i år bliver bedre, må tiden vise, selv siger de, at det gør det – men det siger alle jo her før sæsonen starter. Bilen har i fået en mintgrøn farve, der kombineret med Mercedes sædvanlige sølvfarve bringer mindelser om Fittipaldi raceren fra midten af 70'erne. Vi må håbe for de herrer Rosberg og Schumacher at bilen er mere effektiv end netop den!

Renault der ligger i navnestrid med Lotus om at være det rigtige Lotus og måske blive kendt som Lotus-Renault, har fået malet bilen sort og guld og det ser jo sejt ud. Med Kubica som kunne have fortsat den gode stime fra sidste år, virkede det hele lovende. Men det blev der sat lidt en stopper for. Hvornår Kubica vender tilbage vides ikke – og i sandhed jo sådan set heller ikke om han vender tilbage. Med Heidfeld har Renault sikret sig den bedst mulige afløser og det er faktisk ikke så ringe endda. Heidfeld har masser af talent og kan sagtens blande sig med de bedste – og han må have en vis trang til at vise at han faktisk kan meget mere end han hidtil har haft mulighed for at demonstrere.

Om der er andre der for alvor kan blande sig i topstriden virker tvivlsomt. Williams vil muligvis bevæge sig mere fremad i forhold til sidste sæson, men om det er nok til at vinde løb, er jeg ikke sikker på. Barrichello virker ligeså sulten som altid, og det er jo ikke helt skidt.


Force India bruger stadig de indiske nationalfarver
(Foto: Force India)

Force India havde flere forsøg sidste år på at komme med i den gode del af feltet, men sandsynligvis skal de kæmpe Williams om at være det 6. bedste team i Formel 1. Og længere nede i bunden kommer de mindre teams, der alle håber på en bedre en sæson end sidste år. For de teams der var nye i 2010 kan det vel også kun gå fremad. Mens 2010 var et spørgsmål om overlevelse bliver 2011 det år hvor de tre teams skal vise om de faktisk har potentiale til mere end at være dem der kører sidst.

Om 2011 bliver mere spændende og intens end 2010 er umuligt at sige. Potentialet er der. Men tilgengæld virker sæsonen på forhånd mere uforudsigelig, alt kan blive vendt på hovedet i den kommende tid, og alt kan ende med at være en fortsættelse af det gamle.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Albert Park
  • 27/03/11 - Albert Park - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk