Den 25.-26. marts køres årets første DM-afdeling i rally på gammelt dansk område Efter næsten fem måneder i vinterdvale trækker den dansk rallyelite nu atter i arbejdstøjet. Fredag den 26. marts klokken 18 bliver kampen om årets Danish Rally Championship skudt i gang, og så kommer de næste 24 timer ellers til at byde på en hårfin kamp om de sekunder, der skal afgøre, hvem der skal score den første portion maksimumpoint til årets fire Danmarksmesterskaber.
Danish Rally Championship afvikles over seks rallyer, hvor de fem er spredt ud over Danmark, mens starten foregår på gammelt dansk område. Premiereløbet er nemlig ADAC Wikinger Rallye, der har base i den sydslesvigske by Süderbrarup, som ligger mindre end 40 km fra den dansktyske grænse. Brian Madsen/Anja Posorski, Slagelse/Tjele, er i år at finde i den skrappe firhjulstrækkerklasse fra sæsonstart (Foto: Morten Alstrup)
ADAC Wikinger Rallye har flere gange tidligere været tællende til de danske mesterskaber i rally, og flere gange har løbet også haft danske vindere. Løbet tæller i år også til det tyske rallymesterskab, så der bliver rig lejlighed for den danske rallyelite til at vurdere styrkeforholdet i forhold til den tyske rallytop. Men alene blandt de danske deltagere er der også lagt op til en hård konkurrence.
Niveauet i topklassen for de firhjulstrukne biler er nemlig højnet gevaldigt over de seneste år. Samtidig tegner jævnbyrdigheden stor, så det er svært at spå om en vinder – ikke bare om løbet, men også om Danmarksmesterskabet, når sæsonen slutter til oktober. Uforudsigeligheden skyldes blandt andet, at mange mandskaber ved ADAC Wikinger Rallye sidder i helt andre biler, end da forrige sæson begyndte.
Christian Jensen/Søren Tøndborg, Ans/Kjellerup, stiller således op i en nybygget Peugeot 207 Super 2000, mens deres vindervogn fra 2009 er blevet overtaget af Ib Kragh/Karsten Isaksen, Juelsminde/Egtved. Sidste års mestre i 2WD-klassen, Brian Madsen/Anja Posorski, Slagelse/Tjele, bliver i år også at finde i 4WD-klassen. Efter at deres 2010-titel var i hus før sidste løb, valgte de ved DM-finalen at stille til start i en Peugeot 207 Super 2000 fra et italiensk team, og med hurtigste tider på tre af 12 hastighedsprøver fik de en god generalprøve til den nye sæson.
Men der er også hold i Danish Rally Championships topklasse, der stiller til start i velprøvet materiel. Max Christensen, Svenstrup, er således atter til start i den Subaru Impreza, der for to år siden var med til at gøre ham til bedste dansker i ADAC Wikinger Rallye. Denne gang får han Ole R. Frederiksen, Skibby, med i observatørsædet, og også han har god erfaring med det tyske løb, som han i 2006 blev generel vinder af. Steen Andersen/Iben Louring, Brøndby/København, er i deres Mitsubishi Lancer Evo VII ligeledes et hold, der kan kæmpe med helt fremme. Max Christensen, Svenstrup, blev bedste dansker ved ADAC Wikinger Rallye for to år siden (Foto: Morten Alstrup)
De første deltagere sendes af sted fredag aften klokken 18 fra markedspladsen i Süderbrarup, hvorefter de næste godt tre timer kommer til at byde på løbets første fire hastighedsprøver. Efter nattepausen genoptages løbet lørdag klokken 10, og så gælder det yderligere otte hastighedsprøver, inden den første bil ruller i mål klokken 17.30. Morten Alstrup Læs mere om: Schleswig26/03/11 - Schleswig - DM Rally - DM |