Når det klassiske Wikinger Rallye i weekenden markerer startskuddet på årets danske rallysæson, bliver Suzuki Motorsport naturligvis at finde på startstregen. Her tager mandskabet hul på en sæson, der kommer til at byde på flere nyheder. En af dem præsenterer man allerede i weekenden. Det er et nyt frisk design med sort, hvid og blå som de bærende farver sammen med sponsorlogoerne fra Yokohama Q8 og Suzuki.
”Vi stiller til start med to biler – en Maxi og en gruppe N-bil – og vi vil sætte alt ind for at gøre en god figur,” siger Anders Lysen, der er teamleder hos Suzuki Motorsport. ”Det er meget vigtigt for os, at vi får begge biler igennem rallyet, og at vores to hold gør det så godt som muligt i DM-sammenhæng, så vi har et godt fundament, når den nye Swift-model er klar i rallytrim.”
Suzuki Motorsport starter sæsonen med nye farver på holdet Suzuki Swift (Foto: Rallyfotografen)
Wikinger Rallye starter allerede fredag aften på et tidspunkt, hvor solen vil være på vej ned i vest, hvorfor den første tredjedel af løbet reelt kommer til at foregå i buldrende mørke.
”Jeg har ikke kørt så meget mørkekørsel i min karriere, men det er vildt fascinerende. Med lygterne på bilen og lyset, der peger frem, er det ligesom at køre i en tunnel. Det bliver rigtigt rally,” siger Kenneth Madsen (Dianalund), som sammen med Carina V. Møller (Helsingør) kører Suzuki Motorsports hurtige Swift Maxi-model.
”Jeg tror, at vi skal lægge hårdt ud fredag aften, for det er måske ikke alle kørere, der kan lide at køre i mørke, så det kan vi måske udnytte. Men vi skal også huske på, at vi skal have bilen med hjem igen.”
Mens Kenneth Madsen og Carina V. Møller fortsætter de seneste sæsoners succesfulde samarbejde, er der sket en mindre ændring i bemandingen af Suzuki Motorsports gruppe N-bil. Her bliver René Harms (Nørre Alslev) i denne sæson sekunderet af Henrik Dernoff (Ringsted).
Teamleder Anders Lysen med de to Swift-kørere Kenneth Madsen og René Harms (Foto: Rallyfotografen)
”Indtil nu har vi kun kørt sammen til en test, men det gik rigtig, rigtig godt, og jeg tror, at det kommer til at fungere perfekt, for Henrik er samtidig en erfaren mand, der har siddet ved siden af i mange år,” vurderer René Harms.
Falstringen var med i sidste års udgave af Wikinger Rallye, og han glæder sig meget til gensynet med det nordtyske rally.
”Der er nogle gode og krævende prøver, så det bliver rigtigt sjovt. Nu er foråret også kommet, så det er bare med at komme i gang,” siger René Harms. ”Løbet tæller også til det tyske mesterskab, så der vil også være nogle andre gruppe N-biler fra tysk regi, som er med, så det bliver spændende, om vi kan følge med. Men det er jeg helt sikkert på, at vi kan. Swiften er blevet godt opdateret siden sidste år. Vi har bl.a. lavet en fuldt opdateret gruppe N-motor, så den del er i orden.”
”Vi er i hvert fald klar til kampen,” slår teamleder Anders Lysen fast. ”Vi forventer, at vi får begge biler igennem. Om vi kommer igennem med en klassesejr i begge klasser er ikke så vigtigt, men det er vigtigt, at vi gennemfører og gør en god figur.”
Suzuki-Motorsport Læs mere om: Schleswig26/03/11 - Schleswig - DM Rally - DM |