DM Rally   25/03/11

Mekonomen bliver hovedsponsor for Danish Rally Championship
Skandinaviens største autoreservedelskæde bakker op om dansk rallysports topklasse
På fredag skydes den danske rallysæson i gang ved ADAC Wikinger Rallye lige syd for grænsen, og det bliver ikke bare den første sæson, hvor løbsserien styres af en promotor, men også med en ny samarbejdspartner. Mekonomen Danmark A/S har nemlig indgået en aftale om at blive hovedsponsor for mesterskabet, der fremover kommer til at bære navnet Mekonomen Rally Championship.


Karl-Åge Jensen fra DRC og Lars From fra Mekonomen underskriver samarbejdsaftalen om Mekonomen Rally Championship

”Vi er meget glade for den aftale, vi har indgået med DRC,” fortæller adm. direktør hos Mekonomen Danmark A/S, Lars From.

”Hele omdrejningspunktet hos Mekonomen er naturligvis biler, reservedele og tilbehør hertil, og her ser vi en enestående mulighed for at få øget kendskabet til Mekonomen hos alle dem, som interesserer sig for motorsport i almindelighed og følger rallysporten i særdeleshed.”

Udover at virksomheden lægger navn til Danmarks mest krævende motorsportsklasse, indebærer sponsoraftalen også mange elementer af synlighed. Det karakteristiske gule logo vil således indgå i de startnummerplader, som rallybilerne bliver forsynet med i de fem rallyer på dansk grund, der indgår i Mekonomen Rally Championship.

”Mekonomen er repræsenteret i hele Norden, og har i Danmark 38 butikker og ca. 400 tilknyttede værksteder. Derfor passer det perfekt, at de DM-tællende løb køres forskellige steder i landet, og vi glæder os til at invitere vores kunder med til toprally,” siger Lars From.

”Fra DRC’s side er vi utroligt glade for aftalen med Mekonomen,” siger rallypromotor Karl-Åge Jensen. ”Det er virkelig positivt, at vi allerede nu kan indgå en så stor samarbejdsaftale, og det beviser, at hele tanken om Danish Rally Championship og en øget promovering af rallysporten også er noget, som det danske erhvervsliv og samarbejdsparterne kan se fordelen af.”

Det første af de seks løb, der indgår i Mekonomen Rally Championship, køres i weekenden i Sydslesvig, og når det første DM-rally på dansk grund afvikles i Store Bededags-ferien ved Juelsminde, vil Mekonomen være fuldt integreret i løbsserien.

Fakta om Mekonomen
Mekonomen er Nordens største distributør af autoreservedele og tilbehør med ca. 225 butikker i Norge, Sverige og Danmark. Mekonomen Danmark har base i Odense Syd, omsætter for cirka 600 mio. kroner og har 360 ansatte. Koncernhovedsædet er i Kungens Kurva ved Stockholm, hvor virksomheden også er børsnoteret.

Fakta om Danish Rally Championship
Danish Rally Championship er den første professionelle promotor i dansk rallysport, og det har for perioden 2011 til 2013 indgået en aftale med Dansk Automobil Sports Union om at styre og udvikle topklasserne. Bag Danish Rally Championship står den ottedobbelte Danmarksmester i rally, Karl-Åge Jensen.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Schleswig
  • 26/03/11 - Schleswig - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto