ADAC Formel Masters   27/04/11

Kean Kristensen scorede tre femtepladser
- i sæsonstarten
Racerkøreren fra Herlev viste potentiale og god fart på Oschersleben.
Det blev til tre femtepladser for Kean Kristensen, da årets første løbsweekend i ADAC Formel Master-serien i påsken blev kørt på Oschersleben i det nordlige Tyskland, og den unge racerkører fra Herlev ligger dermed på en sammenlagt fjerdeplads i mesterskabet.

”Hvis man ser på selve placeringerne, er jeg tilfreds med resultatet, men når jeg ved, at jeg var toer i tidtagningen, så er jeg lidt skuffet over mig selv,” siger Kean Kristensen. ”Hvis jeg ikke havde misset starten i første løb, så kunne jeg måske være sluttet i top tre, og så havde det været lettere for mig i de næste løb, for det er bare meget svært at overhale, fordi vi ligger så tæt.”

Den 16-årige skoleelev havde præsteret at sætte næst-hurtigste tid af alle under tidtagningen, hvilket udløste en startplacering som nummer to til det første af de tre løb.

”I det første race kiksede jeg desværre et gearskift i starten, og så røg jeg ned som sekser,” forklarer Kean Kristensen. ”I top 7 kører vi meget tæt på hinanden målt på tiderne. Bare det at skulle overhale ham, som lå foran, kunne være svært. Laver man et forsøg, som glipper, så mister man så meget, at man ikke kan hente det igen på den næste omgang.”


(Foto: CasperElgaard.dk)

”I det første heat stødte jeg lidt på Farnbacher, så han røg lidt ud i gruset, fordi han prøvede at lukke af, men så ved han, hvem jeg er. TV fulgte mig i øvrigt meget i dette heat, fordi jeg kørte så hurtigt.”

Mens Kean Kristensen besatte femtepladsen gennem hele andet løb, måtte han kæmpe for placeringen i det tredje heat. Her var han en tur forbi sjettepladsen, inden påskens tredje femteplads var i hus.

”I det tredje race kom jeg forbi Roy Nissany i første forsøg, og jeg har fået nogle gode point med hjem, og da der stadig er 21 race endnu, kan alt ske,” siger Kean Kristensen.

”Farten er der, så ved de næste løb på Sachsenring om tre uger er det bare om at holde tempoet oppe og gøre tingene rigtigt. Nu har jeg lært af den første weekend, og anden weekend må jeg vise, hvor jeg skulle have været i denne her weekend.”

CasperElgaard.dk


Læs mere om:
  • Kean Kristensen
  • Motopark Academy
  • Oschersleben

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto