Ginetta Junior Cup Danmark   31/05/11

Kean Kristensen tester for Ginetta Junior Cup Danmark
Den 16-årige danske formelstjerne, Kean Kristensen, kan nu bekræfte at han deltager i Ginetta Junior Cup Danmark testen på Padborg Park den 16. august. Motopark Academy køreren, som ellers er en fremtrædende del af den tyske ADAC Formel Masters serie, glæder sig til at prøve en gammel drøm af

”Jeg glæder mig naturligvis rigtigt meget,” fortæller Kean. ”Det er jo et faktum, at jeg tidligere har talt med min manager Casper Elgaard om GT og sportsvogne. Det kan jo meget vel være at jeg ikke skal i Formel 1, og så er sportsvogne vejen. Der er Ginetta en stærk spiller, så hvorfor ikke deltage når chancen byder sig på en dansk bane i en dansk serie.”


Ginetta raceren
(Foto: Gary Parravani, Xynamic Motorsport Photography)

”Mit hovedfokus er naturligvis stadig ADAC Formel Masters i Tyskland, og det forventer jeg at fortsætte med. Men jeg må indrømme, at Ginetta G40 sportsvognen ser ret spændende ud. Baghjulstræk, 150 hestekræfter og bygget som en rigtig racersportsvogn.”

Serien promotor, Tommy Schröter, glæder sig også over at den talentfulde formelkører deltager i Ginetta fabrikkens første officielle test på dansk grund.

”Det er dejligt, at flere og flere kørere har forstået at Formel 1 ikke nødvendigvis er karrieremålet”, forklarer Tommy.” Jeg kunne meget nemt forestille mig, at Kean kunne vælge GT vejen i stedet, som jo har været så succesrig for så mange danske kørere.”

”Hans manager vandt LMP2 klassen på Le Mans, og derfor er Kean jo en fremragende eksponent for vores grundfilosofi: fra 15 og til Le Mans! Kean er meget talentfuld, og han er meget velkommen til at deltage i både testen og ikke mindst vores debutsæson 2012! ”


Kean Kristensen
(Foto: Volkswagen Motorsport)

Testen afholdes på Padborg Park den 16. august, hvor Ginetta fabrikken stiller med to fabriksracere, team og mekanikere. Udover Kean Kristensen, vil blandt andre også de to 1600 Challenge kørere, Frederik Mortensen og Frederik Vodder, deltage.

Dansk Automobil Sports Unions Eliteudvalg har netop erklæret, at Ginetta Junior Cup Danmark anses for et officielt DASU eliteprojekt. Begge parter ser meget frem til det kommende samarbejde, i talentudviklingen af de danske unge racertalenter.

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Frederik Mortensen
  • Frederik Vodder
  • Kean Kristensen
  • Tommy Schröter
  • Padborg Park

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto