Formel Ford - DK   02/06/11

Tilfredshed trods tekniske udfordringer
Fluid Motorsport Scandinavia havde en god weekend på Sturup Raceway, selvom teamchef Elvin Nielsen brugte størstedelen af weekenden på at reparere gearkasser.

Til årets anden løbsweekend var teamet endda blevet udvidet med endnu en dygtig kører; Jacob Nørtoft deltog i en af teamets blå Van Diemen-racere ved siden af Michelle Gatting.

Teamets nye talent lagde da også ud i stærk stil: Jacob var hurtigste kører på banen i den frie træning på trods af en fugtig og fedtet asfalt på den skånske racerbane. Det flotte resultat blev dog ikke gentaget i tidtagningen, hvor Jacob og Michelle tog hhv. 3. og 4. pladserne.

Under tidtagningen indtraf weekendens første defekt. Gearkassen i Jacob Nørtofts bil opgav, så teamchef Elvin fik travlt med at trylle med værktøj, tandhjul og olie for at få bilen klar til race. Det lykkedes naturligvis, og Jacob kvitterede med at følge med i toppen af feltet - indtil gearkassen endnu engang gav problemer. Heldigvis sørgede teamets kvindelige talent for at køre en flot fjerdeplads hjem, mens Elvin fortvivlet måtte lede efter et nyt krone-spidshjul til Hewland-gearkassen.

Redningen kom fra konkurrenterne fra Egebart Motorsport, der havde lige nøjagtigt den rigtige stump monteret i en reservegearkasse. "Det er ægte sportsmanship!", fortæller Elvin, der fik travlt med at få gearkassen samlet før næste heat.

Fra 3. og 4. startplacering fik både Jacob og Michelle en god start, og det lykkedes for de to Fluid-kørere at hægte sig på de to forankørende konkurrenter. De holdt begge deres pladser helt til det ternede flag, og dét til stor begejstring for både kørere og teamchef:

"Det er utroligt flot at Jacob kan køre totalt upåvirket af de tekniske problemer", siger Elvin. "Mindst lige så imponeret er jeg af Michelle - hun er virkelig ved at få kørt sig ind på bilen, og hun bliver mere og mere stabil for hver omgang, hun kører. Jeg har på fornemmelsen, at de to kommer til at slås om førstepladserne inden sæsonen er slut!"

Allerede i den kommende weekend står Fluid Motorsport Scandinavia klar til race igen, denne gang på Ring Djursland. Det giver en stram deadline til Elvin, der i disse dage ligger vandret for at fremskaffe de nødvendige reservedele.

"Jeg har haft nye krone-spidshjul i restordre ved Hewland i fire uger nu, og det varer yderligere fire uger før fabrikken laver en ny produktion af dem", lyder det frustreret fra teamchefen. "Lige nu ringer vi rundt til andre teams rundt omkring i Skandinavien for at høre om de har noget liggende, vi kan få fingrene i - men vi skal nok komme ud at køre. Spørgsmålet er bare, hvor meget søvn jeg får fredag nat", slutter han med et grin.

Fluid Motorsport Scandinavia

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Sturup Raceway
  • 29/05/11 - Sturup Raceway - Formel Ford - DK - DM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk