Special Saloon   22/06/11

Skidt weekend for ProRacing
Ring Djursland har indtil nu altid været en god bane for Jakob Borum, og med en vejrudsigt der sagde regnvejr, var forventningerne til weekenden på forhånd store.
Op til weekenden var der blevet arbejdet på opsætning og specielt sporing af undervognen, og træningen lørdag formiddag skulle bruges til at få de sidste detaljer på plads.

Dette blev gjort med succes, og det blev så også desværre den sidste succes i weekenden.
I tidtagningen lørdag eftermiddag gav koblingen op, og mekanikker teamet Bent og Peter måtte i gang med at skifte kobling inden der kunne holdes fyraften.

Bilen var klar til heat 1 søndag morgen, og det skulle vise sig at blive et begivenhedsrigt heat. På anden opgang er en af de hurtige biler der er startet bagerst op bag Jakob Borum, og vil gå indenom rundt i skoven. Borum giver plads til den klart hurtigere bil, men kommer derved ud på lidt fugt, og da der ikke er kommet varme i bagdækkene endnu, betyder det, at Honda'en begynder at drifte. I stedet for at lette lidt på gassen og vente med at køre forbi til langsiden vælger den bagvedkørende at holde gas på og der går stockcar i det. Borum bliver skubbet ud af skoven og får buler hele vejen hen af højre side, men kan dog fortsætte, mens den anden part spinner af banen. Meget ærgerligt, for Borum følte at der var fart nok i Honda’en til at han kunne nå op og presse Michael Carlsen. På 10'ende omgang ryger koblingen sig så en tur igen, og Borum må parkere på græsset.

Endnu engang må Bent og Peter i gang med at skrue, og det lykkedes at få bilen til at fungere fint inden heat 2 – troede hele teamet da.


Jakob Borum havde farten til at presse Michael Carlsen, men materiellet holdt desværre ikke.
(Foto: Keld O. Dohm)

I heat 2 starter Jakob Borum 6'er, 2 pladser efter Michael Carlsen, og allerede på 2. omgang lykkes det på den våde bane at passere Carlsen i trapperne, men umiddelbart efter havarerer kobling og gearkasse for alvor, og Borum måtte for anden gang i weekenden parkere bilen på den samme plads ude på græsset.


Gearkassen gik i bogstaveligste forstand i stykker, så der var frit udsyn til indmaden.
(Foto: Keld O. Dohm)

Da der ikke var reservedele nok med til at reparere bilen, var det dermed slut for denne weekend for teamet.

Alt i alt en skuffende weekend for teamet, hvor der blev skruet for meget og kørt for lidt.


En ærgerlig og skuffet Borum kigger på et stykke af gearkassehuset, der burde have siddet på gearkassen.
(Foto: Keld O. Dohm)

På spørgsmålet om hvad det kommer til at betyde for resten af sæsonen svarer Jakob Borum ”Nu skal vi først og fremmest hjem og have bilen skilt ad og se om vi kan finde ud af hvad årsagen til haveriet er, og så må vi se hvad vi kan gøre. Men det er jo nærmest umuligt at hente Michael Carlsens pointforspring nu.”

Teamet ønsker alle en god sommerferie, og vi ses naturligvis til efteråret.

Honda ProRacing
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jakob Borum
  • Honda ProRacing
  • Ring Djursland
  • 19/06/11 - Ring Djursland - Special Saloon - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto