Formel 1   09/07/11

Varm luft eller ikke, Red Bull i front
Webber på Silverstone pole foran Sebastian Vettel
I løbet af weekenden har der været ganske meget snak om hvorvidt man kunne bruge udstødningsgas på diffusere for at skabe downforce. Først fik Red Bull lov alligevel, fordi Renault sagde at det var nødvendigt for motoren. Senere blev tilladelsen trukket tilbage. Og hvor meget betød det så? Ikke en disse. Red Bull dominerede i vanlig grad kvalifikationen.

Højdepunktet af kvalifikationen plejer at være de sidste par minutter af Q3, hvor alle favoritterne blæser rundt på banen og sætter nye tider i et væk. Ikke et ord herfra om hvorvidt det er den rigtige løsning, men sådan plejer det at være. Men ikke i dag.

Vanddråber fra himlen stoppede nemlig showet, da der var to minutter tilbage. Alle deltagere i Q3 havde sat en tid og regnen betød at der ikke var nogen muligheder for forbedringer. Og det gav da et par pudsige små overraskelser.

For eksempel endte Lewis Hamilton på en beskeden 10. plads som den langsomste i Q3. Ikke lige det han drømte om torsdag nat inden han skulle til Silverstone.

Et par overraskelser fra Q2, der sled sig igennem til sidste kval-runde, klarede sig derimod ganske pænt i Q3. Paul di Resta, skotten med det italienske navn, fik en fornem 6. plads, mens Pablo Maldonado i sin Williams hentede en ikke helt uimponerende 7. plads. Flot kørsel af de unge svende.

I front var det Mark Webber foran Sebastian Vettel, og dermed bibeholdt Red Bull dominansen i kvalifikationerne, med eller uden brug af udstødningsgas. Adrian Newey forudså ellers tidligere på ugen at det ville ramme netop Red Bull hårdest, men sådan virker det nu ikke.

Efter Red Bull bilerne, kom Ferrari drengene, med Alonso forrest, inden Jenson Button dukkede op på 5. pladsen. Efter di Resta og Maldonado, kom Kobayashi, i en god præstation, fulgt af Rosberg og så altså Hamilton.

Var Q3 lidt en skuffelse, var Q2 tilgengæld stedet hvor tingene skete. De sidste par minutter skiftede det hastigt ud i top 10. Få minutter inden Q2 var slut lå Adrian Sutil som den hurtigste, og selv Kovalainen var smuttet med i top 10. Men alting ændrede sig de sidste par minutter, og flere favoritter virkede til at være i fare, men de fleste fik halet sig indenbords, Button som allersidste.

Men begge Renault racere måtte forlade showet efter Q2, hvilket ikke helt var hvad de håbede på, og de har ret til at være skuffede. Heidfeld endte på en 16. plads, lige foran Kovalainen, der altså havde held til at smide sin Lotus ind i Q2.

Det betød at begge Toro Rosso racere var færdige efter Q1, hvilket heller ikke lige var det, de havde planlagt.

Det er muligt at Formel 1 i toppen er blevet lidt ensidig i år, men tilgengæld virker det til at midterfeltet er spændt til bristepunktet, og afstanden mellem succes og fiasko er minimal.

Løbene i år har været præget af at Red Bull kommer godt fra start, mens de andre haler ind mod slutningen, hvordan det kommer til at spille i morgen, og hvad det egentlig betyder for Red Bull at de har mistet de forblæste diffusere, må man se i morgen eftermiddag.

Fernando Alonso har inden løbet sagt, at Silverstone er afgørende for om han har en chance i VM, så man må forvente en vis angrebslyst fra den spanske kører.

Og så er der Lewis Hamilton, der skal starte som nr. 10. En god start vil gøre hans eftermiddag meget lettere, så det er måske værd at kaste et blik på 5. startrække i morgen.

Resultatet af kvalifikationen:
Pos. Kører Team Tid Omg
1. Mark Webber Red Bull 01:30.399 19
2. Sebastian Vettel Red Bull 01:30.431 19
3. Fernando Alonso Ferrari 01:30.516 20
4. Felipe Massa Ferrari 01:31.124 16
5. Jenson Button McLaren 01:31.898 21
6. Paul di Resta Force India F1 01:31.929 14
7. Pastor Maldonado Williams 01:31.933 16
8. Kamui Kobayashi Sauber 01:32.128 16
9. Nico Rosberg Mercedes Grand Prix 01:32.209 18
10. Lewis Hamilton McLaren 01:32.376 20
11. Adrian Sutil Force India F1 01:32.617 14
12. Sergio Perez Sauber 01:32.624 14
13. Michael Schumacher Mercedes Grand Prix 01:32.656 15
14. Vitaly Petrov Renault 01:32.734 14
15. Rubens Barrichello Williams 01:33.119 14
16. Nick Heidfeld Renault 01:33.805 15
17. Heikki Kovalainen Lotus F1 01:34.821 9
18. Jaime Alguersuari Scuderia Toro Rosso 01:35.245 7
19. Sebastien Buemi Scuderia Toro Rosso 01:35.749 7
20. Timo Glock Virgin Racing 01:36.203 7
21. Jarno Trulli Lotus F1 01:36.456 4
22. Jerome d` Ambrosio Virgin Racing 01:37.154 6
23. Vitantonio Liuzzi HRT F1 Team 01:37.484 7
24. Daniel Ricciardo HRT F1 Team 01:38.059 6

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Fernando Alonso
  • Mark Webber
  • Sebastian Vettel
  • Red Bull Racing
  • Scuderia Ferrari
  • Silverstone
  • 10/07/11 - Silverstone - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto