Porsche Carrera Cup Germany   09/08/11

Nicki Thiim nr 6 på Nürburgring
Trods tekniske problemer kørte Nicki en sjetteplads hjem på sin hjemmebane
Efter en flot andenplads på Norisring var næsen sat op efter mere ædelt metal, ved den syvende afdeling af Porsche Carrera Cup på Nürburgring.

Alle, som har stiftet bekendtskab med racerbanen i Eifelbjergene, ved at hurtigt skiftende vejrforhold er en almindelig og meget vigtig faktor under løb på banen. Under fredagens træningskørsler havde vejret vekslet mellem sol og overskyet, men det holdt i det mindste tørvejr. Nicki kørte to gange træning, hvor han lå som otter og tier.

Til tidtagningen var der sket et komplet vejrskifte. Kraftig regn gjorde det til hårdt arbejde at styre bilerne sikkert hele vejen rundt på den snoede og kuperede bane, så en fjerdeplads i første del af tidtagningen var absolut et godt resultat. De ti bedste går videre til sidste del af kvalifikationen, hvor de ti første startplaceringer afgøres. Teamet satsede og satte et sæt friske dæk på bilen, men det var ikke muligt at få kørt varme nok i dækkene til at opnå det fornødne vejgreb. Den flotte fjerdeplads blev vekslet til en niendeplads på startgridden.

Da Porschen skulle have det sidste check-up inden løbet, konstaterede mekanikerne, at både kobling og motor skulle skiftes, så der blev arbejdet noget længere end forventet i garagen.


Der skæres hjørner på Nürburgring
(Foto: Natascha Theisen)

Løbet startede i tørvejr, men Nicki måtte allerede fra starten bruge meget energi på at tæmme bilens pludselige skift fra kraftig overstyring til kraftig understyring. Det betød desværre, at konkurrenterne fik lidt for let ved at afvise Nickis ihærdige angreb. Den samlede sjetteplads var derfor meget velkommen sammen med de gode point til mesterskabet, hvor Nicki lige nu indtager femtepladsen med 69 point.

Næste løb bliver 16-18. september på Oschersleben, og med banens relativt korte afstand til Danmark, håber Nicki, at mange danskere vil tage turen til banen og se noget godt race.

Kilde: Natascha Theisen

Jan


Læs mere om:
  • Nicki Thiim
  • Nürburgring

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto