DM Rally   13/08/11

Vil være hurtigste Mitsubishi-kører
Sorøs Kim Madsen er højprofileret i weekendens rally i Slagelse

Med det ene gode resultat i bagagen efter det andet stiger interessen omkring dansk rallysports talenthold Kim Madsen og Kasper Sørensen fra Sorø, der nu melder sig klar til fjerde løb til danmarksmesterskabet i rally, Caramba Rally, på vejene omkring Slagelse på lørdag [den 20. august, red.]

"Vi var i Fårvang til rallysprint for lige at pudse formen af og få farten ind i kroppen efter sommerpausen," fortæller Kim Madsen.


Kim Madsen og Kasper Sørensen har kørt deres Mitsubishi op blandt landets bedste rallymandskaber
(Foto: Michael Eisenberg)

Han har foretaget forskellige småjusteringer af undervognen, som skal gøre den lidt stivere, så den passer bedre til den type sving, han forventer at møde på vejene omkring Slagelse.

"Jeg tror, vi måske kan få lidt mere fart i de mellemhurtige sving," vurderer Kim Madsen.

Hans Mitsubishi Lancer Evo 7 var for nogle år siden vinderbilen i international rallysport. I dag er andre biler hurtigere, så Kim Madsen satser på at blive løbets bedste Mitsubishi-kører.

"Jens Chr. Pilgaard, Sten Johansen og Steen Andersen kommer i biler magen til min, og de er alle dygtige. Specielt er Steen Andersen farlig på en god dag. Men jeg vil gerne gøre en god figur i mit lokale løb, og jeg kommer derfor til at lægge meget hårdt ud," betoner Kim Madsen.

"Caramba Rally er et kort løb, så sætter man tid til fra start, er rallyet tabt," vurderer Kim Madsen.


"Angreb fra første meter," lover Kasper Sørensen og Kim Madsen, når det lørdag går løs på hjemmebane i Slagelse
(Foto: Michael Eisenberg)

Han håber selv på en samlet placering blandt de fire til seks bedste i løbet på lørdag.

Tilskuerne vil kunne opleve Kim Madsen og Kasper Sørensen lørdag fra kl. 8 til kl. 16.30 på de 12 hastighedsprøver rundt om Slagelse med udgangspunkt i løbets rallycentrum ved Stop 39, hvor man kan møde kørerne flere gange i løbet af dagen.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Kim Madsen
  • 20/08/11 - Slagelse - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport