Formel Ford - DK   15/08/11

Godkendt indsats trods udfordringer
Fluid Motorsport Scandinavias to talenter gjorde god figur ved Formel Ford-løbene på FDM Jyllandsringen. En stærk forkølelse gjorde løbene til seje udfordringer for Jacob Nørtoft.

Det var ikke ligefrem en "walk in the park" for hverken Jacob Nørtoft eller Michelle Gatting, de to racertalenter fra Fluid Motorsport Scandinavia. Mens Michelle aldrig før havde kørt løb på den midtjyske racerbane, døjede Jacob med en slem forkølelse.

"Jeg har kun sovet et par timer i nat, og jeg har taget alle de piller, jeg overhovedet må - så jeg har haft bedre dage at køre løb på", indrømmede Jacob.

Helt dårligt gik det dog ikke den unge vestsjællænder, der i tidtagningen var næsthurtigste kører, kun 0,34 sekund fra hurtigste omgangstid. Michelle kunne til første løb starte fra femtepladsen efter en træning og tidtagning, hvor omgangstiderne konstant blev forbedret.


Michelle Gatting fandt farten i sin Van Diemen-racer
(Foto: Gripping Media)

At køre racerbil kræver både koncentration og kræfter. Begge dele var tilstede i begrænsede mængder for den forkølelsesramte Nørtoft, men det lykkedes alligevel at køre to andenpladser hjem.

"Det gjaldt mere eller mindre om at holde Steffen Møller bag mig og skabe lidt luft, og så ellers køre den hjem", fortæller Jacob. "Efter få omgange var det som om, jeg løb tør for kræfter, men det lykkedes at holde fokus og få bilen i mål."


Trods forkølelse tog Jacob Nørtoft to andenpladser
(Foto: Gripping Media)

Også feltets kvindelige indslag havde nok at se til i de to heat, der begge blev kørt lørdag. I andet heat gik starten op i hjulspind, og trods hurtigere omgangstider kunne nordsjællænderen ikke lukke hullet op til de forankørende konkurrenter. For Michelles vedkommende sluttede weekenden med to femtepladser.

"Jeg er lidt træt af den dårlige start, men når det er sagt, så fik jeg god fart i bilen i resten af løbet - og jeg hentede godt ind på de to forankørende. Havde der bare været nogle flere omgange...", lyder det optimistisk fra Michelle.

Næste løb bliver ved Grand Prix Danmark, der ligeledes afholdes på FDM Jyllandsringen. Her håber Fluid Motorsport Scandinavia på topresultater.


Endnu en pokal til hylden
(Foto: Gripping Media)

"Både Jacob og Michelle har fortjent at komme helt til tops", siger teamchef Elvin Nielsen. "De har begge udviklet sig meget i år, så det ville være en fantastisk belønning - men den skal de jo selv kæmpe for, så mon ikke det kommer til at ske?"

Gripping Media
Fluid Motorsport Scandinavia
Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Jacob Nørtoft
  • Michelle Gatting
  • Jyllandsringen
  • 14/08/11 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk