WTCC   05/09/11

Nykjær scorede point i Spanien
Michel Nykjær scorede værdifulde point til privatkørernes mesterskab, da årets niende afdeling af verdensmesterskabet for standardvogne blev kørt på Valencia-banen i Spanien. En femteplads i det ene af de to løb betyder, at racerkøreren fra Næstved stadig er med i kampen om titlen.

”Jeg ligger fortsat sekser efter løbene i Spanien, hvor jeg er ni point efter treeren, mens jeg har 26 point op til nummer et,” siger Michel Nykjær. ”Vi har tre løb tilbage, og der er 80 point at kæmpe op, så jeg er stadig med i kampen. Det er bare et spørgsmål om, at vi skal presse på i de tre sidste løb.”

Køreren fra Pole Position Denmark blev nummer otte i den første tidtagning, mens han sluttede på tiendepladsen med en bil, der ikke helt havde været optimal.


Michel Nykjær var toer ind i første sving, men blev idømt en tyvstart
(Foto: FIA WTCC)

”Bilen overstyrede ind i svingene og understyrede ud af dem, men efter opvarmningen søndag fandt vi fejlen, der var en bukket bærearm,” siger Michel Nykjær. ”I det første løb lavede jeg en god start, men jeg blev på inderbanen spærret inde og tabte pladser. Normalt vinder man på inderbanen. Jeg kørte et godt heat, men fik til sidst overstyring, men når det er 30-35 grader varmt, og der er mange sving, skøjter man rundt. Jeg blev nummer 11 generelt og femmer blandt privatkørerne.”

Det andet løb i Valencia udløste desværre ingen point for Michel Nykjær. Han blev idømt en drive through for en tyvstart, og efter turen gennem pitten og overhalinger af de bageste kørere blev han nummer 15 generelt og nier blandt privatkørerne.

”Jeg mener, at jeg kørte, da det grønne lys tændte, men Engstler foran mig på pole position holdt helt stille, og det er måske årsagen til, at både jeg og Tom Coronel fik en straf, fordi dommerne troede, at vi tyvstartede,” siger Michel Nykjær.

Der er nu halvanden måned til næste afdeling af verdensmesterskabet, der finder sted i Japan.

Pole Position Denmark


Læs mere om:
  • Valencia - Ricardo Tormo
  • 04/09/11 - Valencia - Ricardo Tormo - WTCC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto