Diverse   12/09/11

Christian Bakkerud dræbt i trafikulykke
Det er med dyb sorg, Dansk Automobil Sports Union mandag modtog meddelelsen om at Christian Bakkerud søndag er afgået ved døden efter en trafikulykke i England. Han blev 26 år.

Christian Bakkeruds talent for motorløb viste sig allerede i en ung alder, og i 2000 blev han som 15-årig optaget i DASU og Team Danmarks talentudviklingsprogram for gokartkørere.
Han deltog i den højeste internationale klasse Formel A, hvor bedste resultat var en fjerdeplads ved Asia Pacific Championship i Japan år 2000 - et løb der blev vundet af Lewis Hamilton.
I sine kartingår konkurrerede Christian, foruden Hamilton, bl.a. med de senere Formel 1 kørere Nico Rosberg og Robert Kubica.

I 2002 debuterede Christian Bakkerud i klassen Formel BMW, samtidig med han påbegyndte en handelsuddannelse i sin adopterede hjemby London. I 2002 blev det til andenpladsen i rookie-mesterskabet i Tyskland, inden han i 2003-04 skiftede til det engelske mesterskab, hvor det blev til adskillige podieplaceringer.

I årene 2005 – 06 deltog danskeren i det prestigefyldte britiske Formel 3 mesterskab for Carlin Motorsport, hvor højdepunktet var en sejr på Mugello-banen i Italien i 2006.


Som den eneste dansker hidtil opnåede Christian Bakkerud i 2007 at deltage i GP2-mesterskabet for formelracere, ”rugekassen” for Formel 1. En alvorlig rygskade standsede imidlertid deltagelse i GP2 midtvejs i 2008, og da Christian Bakkerud genoptog karrieren i 2009, var det i DTM samt Le Mans prototyper (LMP1 Audi R10 for Kolles-teamet). Bedste resultat var en 9. plads i generalklassementet i Le Mans 2009.

Efter deltagelse i Le Mans 2010 besluttede Christian Bakkerud at indstille karrieren og koncentrere sig om en uddannelse som shippingmand.

Christian var født i Danmark med norsk far og dansk mor. I 1990’erne flyttede familien til England, hvor han boede lige siden. Familien bevarede dog sit tætte forhold til Danmark, hvor Christian ofte opholdt sig. Foruden sine forældre efterlader Christian sig en søster og kæreste.

Alle der kendte Christian ved, han var en usædvanlig intelligent og sympatisk ung mand, der tillige besad et stort talent som racerkører. Han vil blive dybt savnet, og alle tanker går til familien.

Æret være hans minde.

DASU


Læs mere om:
  • Christian Bakkerud

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk