Diverse   17/09/11

Dansk Automobil Sports Union - Elitenyt
For at vise Christian Bakkerud den sidste ære vil medlemmerne af DASU’s talentprojekter den kommende weekend bære sørgebind.
Læs kartingsportens mindeord for Christian her.

SIDEN SIDST
Marco Sørensen deltog i sidste weekends afdeling af Formel 3 Euro Series på Silverstone, som gæstekører for Mücke Motorsport. Nordjyden kvitterede for tilliden ved at vinde et af rundens tre løb. Dermed har han indtil nu i år vundet tre Formel 3 løb, og har sikret sig andenpladsen i ATS F3 Cup med to runder tilbage.

Sæsonens sidste GP3 løb blev kørt på Monza i forbindelse med det italienske Formel 1 Grand Prix. For Michael Christensen blev det til 11. og 12. plads i de to løb. I den samlede stilling blev det ligeledes til en 11. plads, mens mesterskabet blev vundet af finske Valtteri Bottas.

Nicki Thiim deltog i Porsche Super Cup, ligeledes på Monza. Den tidligere Danmarksmester i Formel Ford besatte 11. pladsen.

Ulrik Linnemann sikrede sig ved årets næstsidste afdeling af EM Rallycross Super 1600 tilstrækkeligt med points i forhold til konkurrenterne, at andenpladsen i årets mesterskab er sikker. Løbet i weekenden blev kørt i Polen. Det er det bedste danske resultat i international rallycross siden Morten Jespersen ligeledes sikrede sig sølvmedalje ved EM i 2006.

DASU’s rallycross talenter Søren Mortensen og Jonas Skaaning havde en vanskelig weekend i tredje afdeling af NEZ Rallycross Championship, der blev kørt i Norge. Silende regn, forkert dækvalg samt sammenstød forhindrede topresultater, men Søren Mortensen har stadig chancen for en samlet sejr før sidste afdeling.

De unge Formel Ford talenter viste flot og spændende kørsel i weekendens tre løb på Ring Djursland. Jesper Egebart vandt alle afdelinger, men bag ham sikrede Michelle Gatting sig sæsonens bedste resultater med en anden- og en tredjeplads. Det blev ligeledes til podieplaceringer for Elliot Winther og Jacob Nørtoft.

Thomas Krebs blev med en fjerdeplads i finalen for KF2 atter bedste dansker ved fjerde afdeling af Deutsche Kart Meisterschaft, der blev kørt i Oschersleben. Christian Sørensen besatte sjettepladsen, mens der også var points til Kasper Larsen, Martin Mortensen og Jannick Flygenring. Inden sidste afdeling er Thomas Krebs på tredjepladsen i mesterskabet. Den enlige danske deltager i KF3 Alexander Lindberg scorede også points og indtager en samlet femteplads blandt juniorerne.

DET SKER I UGEN
Danmark er atter fornemt repræsenteret når årets World Cup for klasserne KF2 og KF3 køres den kommende weekend på Sarno-banen ved Napoli. I alt 14 kørere er tilmeldt. I KF 2 deltager bronzevinderen fra dette års EM Andreas S. Hansen, sidste års europamester og nr. 3 ved VM Nicolaj Møller Madsen samt Michelle Gatting, Jacob Nørtoft, Max Klinkby-Silver, Kevin Rossel, Christian Sørensen, Nicolas Beer og Kasper Larsen. I juniorkategorien KF3 er Danmark repræsenteret ved fem deltagere, nemlig Nicolai Sylvest, Nicklas Nielsen, Lasse Sørensen, Nicklas Ingemann og Slavko Ivanovic. Løbet kan følges Live på www.cikfia.com

De danske deltagere i ADAC Formel Masters er til start ved årets næstsidste afdeling, der køres i Assen. 16-årige Kean Kristensen skal forsøge at bygge videre på den succes der er skabt via tre løbssejre i sensommeren, og Emil Bernstorff har stadig muligheden for at slutte i toppen af mesterskabet. Endelig leverede Christina Nielsen sin hidtil bedste indsats i sidste afdeling på Lausitzring med en 11. plads. Se mere på www.adac-formel-masters.de

Ligeledes i Assen er Michael Christensen for anden gang til start i ADAC GT Masters i Dodge Viper for Vulkan Racing-Mintgen Motorsport . Danskeren er efter en overbevisende indsats i første løb forfremmet til teamets førstevogn, og får som holdkammerat tyske Heiko Hammel. Se www.mintgen-motorsport.de

Finalen i NEZ Rallycross Championship køres på dansk grund, nemlig Nysumbanen ved Hobro søndag d. 18. september. De to udvalgte DASU-talenter Søren Mortensen og Jonas Skaaning er med i klassen 0-1600. Søren Mortensen indtager andenpladsen i den samlede stilling og har dermed stadig gode vinderchance. Jonas Skaaning er inden løbet i Nysum på en 8. plads. Læs www.nez-rallycross.eu og www.mnj.dk

Lørdag d. 17. september afvikles femte afd. af årets rally DM, og de to talenthold fra DASU Rally Challenge deltager. Det drejer sig om Simon Larsen/Nicklas Dauberg og Marco Gersager/Mette Jensen. Begge hold vandt deres respektive klasser i sidste afdeling af mesterskabet. Løbet køres i omegnen af Viborg, med rallycentrum i Bjerringbro. Læs mere om løbet på www.rallydm.dk

DASU


Læs mere om:
  • Christian Bakkerud
  • Christian Sørensen
  • Jacob Nørtoft
  • Jens Elliot Winther
  • Jesper K. Egebart
  • Jonas Skaaning
  • Marco L. Sørensen
  • Martin K. Mortensen
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Michelle Gatting
  • Nicki Thiim
  • Søren Mortensen
  • Thomas Krebs
  • Ulrik Linnemann

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk