Formel 1   21/09/11

Godt ser det ud
Optakt til Singapores Grand Prix
VM er sådan set afgjort, og Sebastian Vettel vinder sikkert også løbet i Singapore, og det hele er ved at være en smule trivielt, sådan lidt mindelser om løb i starten af 00'erne hvor en anden tysker vandt alting, og havde et team bag sig, der bare havde gjort hjemmearbejdet bedre end alle andre. Og så alligevel, det er som kvaliteten af løbene generelt set er højere end dengang og overhalinger forekommer!

På søndag går det i gang igen, til normal standard europæisk fjernsynstid, og dermed ved aftentide i Singapore. Og de tidligere år har det jo set frygtelig godt ud med de her blanke racere i kunstig belysning. Der har også været et vist drama i løbene, så egentlig er bybanen i Singapore sluppet meget godt fra sin første spæde tid i Formel 1.

Ligesom den europæiske bybane klassiker i Monaco, stiller Pirelli med de bløde og de superbløde dæk. De passer til bybanerne og hvor meget forskel de så faktisk giver i præstation er svært at sige. De fleste steder har forskellen mellem de to dæktyper været enten begrænset, eller så stor, at der kun var en rigtigt taktik.

Efter succesen på Monza med to DRS zoner, er vi i Singapore tilbage til kun en enkelt, hvilket lyder meget rimeligt. På bybanen i Valencia virkede to DRS zoner ikke specielt. I Singapore vil den være at finde på den lange baglangside, med måling i sving 4 og aktivering efter sving 5. Det vil nok kunne give lidt kamp på asfalten på vej mod sving 7.

Resultatmæssigt kan man nok forvente en gentagelse - en sejr til Sebastian Vettel virker i al fald ikke usandsynlig. Som vanligt er der en række andre kørere der gerne vil rende med den store pokal, hvis de får muligheden. Men generelt har Vettel virket stort set urørlig i år, ikke engang holdkammeraten har fået mange tæer til jorden.

Både Webber, McLaren duoen og Ferrari racerne, vil da gerne hente en sejr, men det virker ikke til at de virkelig hverken forventer det, eller bekymrer sig meget om det. Tankerne, kan man forestille sig, er på vej ind i 2012.

Hos Red Bull og Ferrari virker det interne hieraki rimelig støbt i beton, mens hos McLaren er alting åbent. Hamilton er den hurtige, Button den kloge. Og i øjeblikket er det Button der får mest ud af det. Fremtiden virker interessant i teamet, der vel stadig har den bedste kombination af kørere. I øjeblikket hvor det alligevel mest er sekundære placeringer de skal kæmpe om, er kampen ikke specielt intens, men hvis det er sejre og ikke mindst titler, der for alvor står på spil, kan det blive rigtig spændende hos McLaren.

Renault har tidligere vundet, måske ikke på helt ærlig vis, i Singapore, men en gentagelse virker ikke realistisk. Efter superkvalifikationen på Spa kom Senna lidt ned på jorden igen på Monza. Problemet med kørerne, er at selvom de gør det godt, så er hverken Senna eller Petrov en vinder, og Renault mangler en vinder. Og Heidfelds tid hos teamet viste han heller ikke var en vinder, måske snarere understregede den hvorfor han aldrig har vundet et løb.

Mercedes har fanget Renault - og overhalet dem. Singapore er en bane der godt kunne stå godt til de tyske racere - og både Schumacher og Rosberg ville være glad for en lille pokal til hylden. En sejr virker ikke realistisk, men en podieplacering kunne det godt blive til - de har haft anlæg til det på det seneste.

Og resten? Well, både Toro Rosso og Force India kan hente point, mens Williams ikke har haft den bedste sæson i deres lange historie, snarere tværtimod. Og det bliver næppe ændret på søndag.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Marina Bay Street Circuit
  • 25/09/11 - Marina Bay Street Circuit - Formel 1 - FIA F1

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk