Efter en hæsblæsende finale er guldmedaljen blevet placeret På en blæsende men flot efterårsdag afviklede Peugeot Spider Cup i lørdags finaleløbene på Padborg Park. Der var på forhånd lagt op til spændende løb, da de tre topfinalister hver især kun var adskilt af fem point. Man fik måske et lille tegn om, at der kunne være overraskelser i vente allerede ved træningen. Klassens gæstekører, Casper Elgaard, startede med at sætte hurtigste tid. Det var lidt imponerende, da han aldrig havde prøvet en Spider sat op til race, så det gav fortjent respekt fra klassens kørere. De efterfølgende placeringer blev indtaget af titelkandidaterne i pointrækkefølge. Allan Olsen, der havde lidt under tekniske problemer i de sidste par afdelinger, kunne konstatere, at de var løst.
I tidtagningen viste Casper Elgaard igen, at han godt vidste, hvordan man får en Spider hurtigt rundt på banen. Med to tiendedele af et sekund henviste han Rasmus Wendelboe til andenpladsen, som blev tæt fulgt af Morten D Jensen, Allan Olsen og Henrik Jansen. Lasse Jakobsen kunne ikke få tingene til at gå op i en højere enhed og kom ind på sjettepladsen syvtiendedele efter Casper.
Umiddelbart inden finalen i Danish Endurance Championship blev første heat kørt. Casper Elgaard fik en perfekt start og tog ubesværet føringen. Morten Jensen kom ikke af sted i tide, og måtte lade Allan Olsen gå forbi. Henrik Jansen blev overrasket af en hurtigtstartende Lasse Jakobsen, der vidste at han skulle foran både Allan og Rasmus, hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger om at stå øverst på podiet. Efter tre omgange var de store positionsskift udkæmpet, og nu gik det ud på hele tiden at lægge pres på den forankørende og så være klar til at udnytte chancerne, når de bød sig. Rasmus Wendelboe holdt et konstant pres på Casper Elgaard, der dog ikke var så let at ryste, så placeringerne holdt til mål. Nede i feltet var en lang perlerække af flotte dueller mellem Frederik Dannevang, Thomas Mueller og Niki Bjerg, hvor placeringerne jævnligt skiftede.
Casper Elgaard kunne tæmme løven (Foto: Gripping Media)
I frokostpausen blev pointregnskabet udsat for dybgående test. Hvis jeg bliver femmer og han bliver toer, eller hvis jeg udgår, hvad må han så maksimalt score for at jeg ikke falder en plads tilbage? Der blev regnet flittigt, men inderst inde var alle klar over, at det kun var resultatet, når flaget faldt, der var tællende. Da klassen rullede frem til start i sidste heat, var Allan Olsen i front med 180 point, Lasse Jakobsen havde sat to point til og var nu syv point nede, mens Rasmus Wendelboe havde vundet fire og dermed kun var et sølle point efter Lasse.
Da starten gik, blev der virkelig budt op til bal. Rasmus Wendelboe havde fået koordineret fodarbejdet perfekt og fulgte Casper Elgaard som en skygge. Lasse Jakobsen havde vundet en placering på første omgang og en mere på anden omgang, men derefter blev han involveret i en heftig kamp med Henrik Jansen om andenpladsen. Da Rasmus kom ned ad langsiden på anden omgang og skulle bremse, forpassede han bremsepunktet og måtte bruge nødudgangen gennem pitten. Det koster tid, og så begyndte den møjsommelige klatretur fra sidstepladsen op gennem feltet
Den kamp blev sat på pause, da Morten D Jensen for øjnene af en måbende tilskuerskare præcisionsbombede Allan Olsen for enden af langsiden og selv endte med en smadret bil. Allan fik sin bil i gang igen og satte efter feltet, men en pladedel fra Mortens bil havde kilet sig ind mellem dæk og karrosseri og udviklede så meget røg, at officials troede, at bilen var i brand. Det udløste et flag for teknisk defekt, og Allan var helt overbevist om, at mesterskabet nu helt bogstaveligt var gået op i røg. Mekanikerne fik fjernet fremmedlegemet og sendt Allan på banen igen, for at sikre så mange point som muligt.
Henrik Jansen havde indledt en nådesløs forfølgelse af Casper Elgaard og kom for hver omgang nærmere. På de sidste to omgange var muligheden for at sætte det afgørende angreb ind hele tiden ti centimeter for langt væk, men det gav en intens spænding. Også denne gang var kampen om de knap så glorværdige pladser meget intens. Niki Bjerg er ved at have fået bilen ind under huden, og han viste en stigende formkurve i sin måde at bruge bilen på. Han endte med at trække det længste strå i en lang kamp med Thomas Mueller, mens Frederik Dannevang fik kørt sig fri og endte på fjerdepladsen.
Allan Olsen vandt mesterskabskampen (Foto: Gripping Media)
Da det ternede flag var faldet blev der regnet point sammen. Havde Allan Olsen fået kørt nok omgange til at få point og var det nok til at beholde førstepladsen? Det var det og efter at have trukket de to dårligste placeringer fra i regnskabet, havde han 191 point mod Lasse Jakobsens 188 og Rasmus Wendelboes 185. Inden glæden havde lagt sig og champagnepropperne var skudt ud af flaskehalsene, måtte regnskabet revideres, da Rasmus Wendelboe havde nedlagt protest mod Lasse Jakobsens kørsel i andet heat. Protesten blev taget til følge, men er efterfølgende blevet appelleret af Lasse Jakobsen. Indtil DASU er kommet med en afgørelse, kan vi derfor ikke fejre nummer to og tre i mesterskabet.
Det afholdt dog ikke klassen fra at holde en god afslutningsfest om aftenen og at dømme efter ansigtsfarve og bevægelsesmønstre søndag morgen, er der med stor sikkerhed nogle hoveder, der har lidt af tændingsbanken.
Nu står vinteren for døren – og skulle man have oplevet søndagen på Padborg Park, så er man ikke i tvivl om, at vinteren står for døren. Inden udstyret pakkes ned for at afvente forårets komme, er der dog nogle hold, som forsøger at komme med til det europæiske finaleløb på Monza om to uger.
Frem til foråret skal der nu arbejdes på at få flere biler på banen, så næste sæson kan blive endnu bedre. Årets fremgang på over 50% er flot, når man samtidig tænker over den økonomiske situation. Med lidt målrettet arbejde fra klassens medlemmer, som er de bedste repræsentanter, er det ikke et uopnåeligt mål, så forhåbentlig ses vi til næste år med et større felt.
Peugeot Spider Cup Gripping Media Læs mere om: Allan OlsenCasper ElgaardFrederik DannevangHenrik JansenLasse JakobsenNiki Bjerg LarsenRasmus WendelboeThomas MuellerPadborg Park09/10/11 - Padborg Park - 207 Spider Cup DK - DM |