DM Rally   03/11/11

To sølvmedaljer til Frank Nielsen og Børge Jensen
Rallymandskabet fra Odder blev nummer to i Danmarksmesterskabet
Rallymandskabet Frank Nielsen og Børge Jensen sluttede sæsonen af med sølvmedaljer. Ikke bare en til hver, men hele to scorede Odder-duoen, da Danboring Rally i weekenden blev kørt ved Herning som afslutning på årets Mekonomen Rally Championship. Dels blev de næstbedste mandskab i DASU-mesterskabet for den såkaldte klasse 2. Dels tog de den sammenlagte andenplads i Danmarksmesterskabet for de tohjulstrukne biler.

”Det var et ganske udmærket løb, men jeg kørte bare ikke hurtig nok,” siger Frank Nielsen. ”Vores værste rival til mesterskabet, Kim Wentzel, har virkelig fået fart i bilen, og jeg kunne ikke følge ham. Jeg kørte alt det, jeg havde lært, og så lidt til. Men selvfølgelig ikke mere end at vi ikke risikerede noget, for det var også vigtigt, at vi ikke røg af, for så ville mulighederne for guld være forsvundet.”

Slutfacit blev, at Frank Nielsen og Børge Jensen sluttede med 71 point, mens rivalerne Kim Wentzel og Lone Otto fik 87 point – og guldmedaljerne.


Frank Nielsen og Børge Jensen sluttede året med to sølvmedaljer hver

”Vi må nok sige, at det var den hurtigste mand i efteråret, som vandt. Vi slog ham på et par prøver, men ellers var han hurtigere,” siger Frank Nielsen. ”Vi må have fundet ud af, hvor forklaringen ligger. Det kan være, at vi skal køre med en anden opsætning på bilen, for jeg synes, at vi kørte til grænsen hele tiden. Bilen kørte perfekt hele dagen. Vi havde godt nok en fejlmelding på displayet, men det var en sensor, som vi fik sat fast, og så var der ikke noget. Den har bare kørt, helt som den skulle.”

Danboring Rally blev resultatmæssigt årets tredjebedste løb for Frank Nielsen og Børge Jensen, som to gange i denne sæson slog alle konkurrenterne i 2WD-gruppen på vej mod andenpladsen.

”Det er ikke kun Børge og jeg, der har sikret os sølvmedaljerne,” siger Frank Nielsen. ”Det resultat har ikke kunnet lade sig gøre uden vores servicefolk. Vores sponsorer skal naturligvis også have en stor tak fordi de har været med til at gøre sæsonen mulig.”

”I store træk har det været en god sæson. Årets andet løb gik i vasken for os, og det var nok der, hvor vi mistede grebet om titlen. Der har været nogle gode løb. Wikinger Rallye er nok den bedste afdeling i mesterskabet. Sikke nogen prøver, de havde. Her blev vi sjettebedst blandt danskerne, og vi blev også nier generelt i Sønderborg. Det kan vi ikke klage over, for det er også i den gode ende af feltet.”

www.fn-rally.dk


Læs mere om:
  • Børge Jensen
  • Frank Nielsen
  • Herning
  • 29/10/11 - Herning - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto