I sidste uge testede nogle af deltagerne i Grand AM mesterskabet på Daytona International Speedway i Florida, det var i årets sidste fælles test - 'Grand AM Cooldown Lap'. Næste års Grand AM sæson starter på samme bane med 'The Roar before the 24', tre dages test fra den 6. til den 8. januar, som optakt til jubilæumsløbet '50. Rolex Daytona 24 Hours' der afvikles i weekenden den 26. - 29. januar. 'The Roar before the 24' bliver den eneste testmulighed på Daytona International Speedway i 2012 forud for 24-timers løbet, derfor er det altid en testsession hvor der er stor deltagelse.
Bortset fra sidste uges test, er 'The Roar before the 24' sidste chance for at få finpudset bilernes setup til løbet, men måske endnu mere vigtig er selve køretiden på banen, da der traditionelt deltager mange nye kørere, samt mange kørere fra andre klasser, i dette løb.
Sidste år deltog både Jan Magnussen og Ronnie Bremer i 'The Roar before the 24' på Daytona, det var som optakt til deltagelsen i 24-timers løbet for Stevenson Motorsports, hvor de skrev motorsportshistorie ved at være de to første danske kørere der delte en bil i det prestigefulde løb, som tredje man i bilen havde de Robin Liddell fra England.
Henover Grand AM sæsonen 2011 kørte Jan Magnussen som fast makker til Robin Liddell, og de gange hvor Magnussen var forhindret af sine American Le Mans Series (ALMS) forpligtelser trådte Ronnie Bremer i hans sted.
Det var en succesrig kørerkonstallation, som tog flere sejre i Grand AM GT klassen.
Jan Magnussen og Ronnie Bremer havde sammen med Robin Liddell stor succes i Stevenson Motorsports #57 Chevrolet Camaro i GT klassen. (Foto: Motorsporten.dk)
Det er endnu ikke blevet bekræftet om de to danske kørere skal deltage i Grand AM mesterskabet igen i 2012, og dermed også i 'The Roar before the 24', men det må ud fra sidste års resultater regnes for sandsynligt.
Et drømme scenarie kunne jo være hvis Jan Magnussen kom til start i den helt nye Chevrolet Corvette Daytona Prototype der blev præsenteret i tirsdags, og som deltog i testkørslerne på Daytona onsdag og torsdag.
Det vil være fedt med Jan Magnussen tilbage i Prototype klassen i sådan en Chevrolet Corvette racer som denne! (Foto: Grand-AM.com)
Udover Grand AM deltagerne fra Prototype og GT klassen deltager også supportklassen 'Continental Tire Sports Car Challenge' i både testen samt løbsweekenden på Daytona i januar 2012, hvor de kører deres løb fredag den 27.
Også i 'Continental Tire Sports Car Challenge' var der dansk deltagelse i år, det var den tidligere DTC kører Martin Jensen der kørte med her.
Det er endnu uvist om Martin Jensen skal deltage igen i 2012, men det kan vi da krydse fingre for.
I forbindelse med både 'The Roar before the 24' samt naturligvis 'The 50th anniversary of the Rolex 24 At Daytona' bliver der kørt på cirka to tredje dele af ovalbanen, samt på et smalt snoet banestykke inde på inderkredsen, så den samlede banelængde bliver på 5,8 kilometer, og med ligeså mange biler til start som til 24-timers løbet på Le Mans, er der trængsel på banen og altid spændende race inden for synsvidde.
Er du i Florida mens der køres 'The Roar before the 24' på Daytona International Speedway, er der mulighed for at komme ind og se på løjerne, billetter kan købes i indgangen og koster kun 15 Dollars inklusiv adgang til pitgaragerne! Nymark & Nielsen - rejser for de få Læs mere om: Jan MagnussenMartin JensenRobin LiddellRonnie BremerCorvette RacingStevenson MotorsportsDaytona28/01/12 - Daytona - Grand Am |