Formel 1   01/12/11

Fem mand kæmper om plads hos Renault
Renault kan ende med lidt af en udfordring i den kommende sæson, hvor de kan ende med at have mindst tre kørere på kontrakt. Læg dertil at der yderligere er to kørere som hele tiden befinder i udkanten af teamet og som også har en fod indenfor. Listen af kørerkombinationer i 2012 hos Renault er lang.

Faktum er dog at Kimi Raikkonen er sikker - han er sikret og der er kontrakt for 2012. Men derefter begynder billedet at se mere broget ud. Der er allerede en kontrakt med Vitaly Petrov for 2012 (stadig en Formel 1-kontrakt hvor blækket kan forsvinde hvis det skal være!). Den store joker i spillet er Robert Kubica. Bliver han klar i 2012 eller bliver han slet ikke klar? Renault siger han ikke bliver klar i starten af sæsonen - hans agent mener at det måske godt kan blive til noget. Alle vil dog nok mene at polakken har brug for test inden han kan forsøge sig igen, specielt med tanke på Michael Schumachers næsten-comeback for Ferrari der gik i vasken fordi han var for rusten ovenpå en skade.

Petrov vil selvsagt gerne have en afklaring af sin fremtid - er den hos Renault? Eller er det kun indtil Kubica bliver placeret i sædet? For at dreje sagen et par omgange mere, så er Kubica nummer ét på listen hos Ferrari. Kunne han stå over i 2012 for i stedet at blive kørt i stilling som erstatning for Felipe Massa? Tidspunktet for et muligt Kubica-comeback vil blive meget afgørende.


Kubica kommer i fokus om pladsen ved siden af Raikkonen i 2012
(Foto: Renault Media)

Derudover bliver Petrov også presset af andre kørere. Bruno Senna har gjort det fornuftigt for teamet da han blev hentet ind for at give nyt liv til teamet efter at Nick Heidfeld blev sparket ud. Romain Grosjean, der mistede al gejst og blev sendt retur til GP2 for at få succes igen, menes også at have en chance, omend den nok må anses for at være spinkel. Yderligere har der været et par rygter omkring Heikki Kovalainen, men han toner rent flag at han nok hellere vil blive hos Lotus hvor han finder sig godt til rette. Rubens Barrichello vil nok henover vinteren hele tiden blive sat i forbindelse med ledige sæder, men yderligere en "tung" kører i teamet er nok ikke det teamchef Eric Boullier har i tankerne.

Så der kan blive mange kombinationer: én fast kører hele sæsonen og så ellers er der fri rotation på det sidste sæde indtil Kubica er 100% klar. Og det er nok især det sidste der bliver helt afgørende for hvem der er hos Renault i 2012.

Benji


Læs mere om:
  • Bruno Senna
  • Heikki Kovalainen
  • Kimi Räikkönen
  • Robert Kubica
  • Romain Grosjean
  • Rubens Barrichello
  • Vitaly Petrov
  • Lotus Renault GP

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport