Mr. Le Mans er også Mr. Sebring! Med sin sjette sejr i det legendariske 12 Hours of Sebring i Florida slog Tom Kristensen natten til søndag dansk tid sin egen sejrsrekord i den amerikanske klassiker. Dermed leverede verdens mest vindende sportsvognskører endnu et resultat til historiebøgerne. I et løb der blev afbrudt flere gange af safety cars og uheld måtte Tom K, Allan McNish og Dindo Capello kæmpe hårdt for sejren i Audi R18 TDI'en med nummer "2".
Danskeren kørte nogle solide stints og var hurtigste mand i Audi "2", men konstant blev trioen presset af Audi-søsterbilen med nummer "3", der i løbets første ti timer blot var få sekunder efter. Med 64 biler fordelt på banens godt 5,8-kilometer var trafikken ekstrem løbet igennem og det endte til sidst med at koste for søster-Audien med Timo Bernhard, Romain Dumas og Loic Duval. Efter kontakt med en konkurrent tabte de til sidst fire omgange.
(Foto: Audi Motorsport)
Og da Tom Kristensens Audi holdt farten og samtidig formåede at slippe gennem løbet uden skader og uheld, kunne danskeren til slut fejre sin imponerende sjette sejr i det legendariske løb.
"Jeg er meget stolt og meget ydmyg over sejren. Audi Sport Team Joest gjorde et fantastisk stykke arbejde. Vores R18 TDI havde et godt set-up. Allan (McNish) og Dindo (Capello) kørte perfekt. Vi havde en storslået kamp med vores team-kammerater. Men HPD-Honda- og Rebellion-Toyota-bilerne jagtede os også gennem lang tid. Vi var altid i stand til at skabe et lille forspring, men det kunne nemt have gået galt med de mange uheld og safety cars. Bilen kørte godt, men trafikken var en svær udfordring og temperaturerne omkring middag, da jeg sad i cockpittet i lang tid, var ret høje. Det var hårdt at tage sejren her. Alle i teamet og hjemme hos Audi kan være stolte af det her, " lød det fra Mr. Sebring umiddelbart efter triumfen.
Med den historiske sejr i det 60. jubilæumsløb på Sebring sikrede Tom K sig ydermere den bedst mulige start på det nye FIA VM for sportsvogne, også kaldet World Endurance Championship.
"Det er godt at vi har vundet jubilæumsløbet og WEC-åbningsløbet her. Men vi kigger allerede frem mod næste løb, hvor vi får noget helt specielt mellem hænderne igen: en hybridbil," lyder det fra den 44-årige.
Næste afdeling af VM-serien er 6-timersløbet på Spa-Francorchamps i Belgien, som køres den 5. maj.
TomKristensen.com Henrik Würgler
Læs mere om: Tom KristensenSebring17/03/12 - Sebring - ALMS |