Legends Car Cup   22/04/12

Nicholai Sørensen: ”Jeg kører efter sejren”
Legends Car CupSidste års sølvvinder går efter at vinde OK Legend Car Cuppen
OK Legend Car Cuppen går ind i sin fjerde sæson, og allerede nu står det klart, at klassen for de små kopier af de amerikanske trediverbiler skal have sin fjerde mester på lige så mange sæsoner. Sidste års samlede vinder, Mikkel C. Johansen, Slagelse, har nemlig valgt at køre internationale langdistanceløb, og det gør hans evige rival fra sidste år – Nicholai Sørensen, Sindal – til oplagt titelkandidat.

”Der er ingen tvivl om, at jeg kører efter sejren,” lyder det fra nordjyden. ”Jeg er godt klar over, at der kommer en masse nye, spændende udfordringer i form af Jason Watt og mange andre nye dygtige kørere, så udfordringen bliver ikke mindre af den årsag.”


Nicholai Sørensen skal i år forsøge at vinde OK Legend Car Cuppen efter at have taget sølv sidste år
(Foto: Morten Alstrup)

Nicholai Sørensen er en af de mest rutinerede kørere i de små racerbiler i fem ottendedels størrelse. Han debuterede i klassen i 2010, var på podiet i sin første løbsweekend og sluttede sæsonen af med sin første sejr. Sidste år vandt han yderligere et par sejre og sluttede sjældent et løb udenfor top 5. To af de kørere, han kæmpede imod, var Kenneth Jensen, Langå, og Mads Caprani, Randers.

”De er begge nogle hårde kørere at være oppe imod, så jeg ser frem til nogle gode dyster, men jeg tror på, at jeg trækker det længste strå i år,” siger Nicholai Sørensen.

OK Legend Car Cuppen kommer i år til at foregå på de tre permanente asfaltbaner Padborg Park, Ring Djursland og FDM Jyllandsringen, men der er også blevet plads til en gæsteoptræden ved Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken.

”Vi har alle vores favoritbaner, og dem får vi passet bilen bedst ind til. Min bliver absolut Jyllandsringen, for det har altid været min favorit,” siger Nicholai Sørensen. ”Den er kringlet, har små snævre sving og kræver hurtige accelerationer, og så opfordrer den til tæt kørsel. Det passer mig bedst fra rallycrosstiden.”

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Nicholai M. Sørensen

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk