DM Rally   14/05/12

Endelig klar til start
Kim Madsens motor ventede på reservedele i seks uger, men nu lysner det
"Vi har fået motordele hjem fra Frankrig, og nu er vi i gang med at bygge motoren op. Det betyder, at vi får testet og bliver klar til anden afdeling af DM i rally."

Glæden hos Kim Madsen, en af landets hurtigste rallykørere, er ikke til at tage fejl af. I første DM-løb kom han og codriver Kasper Sørensen, begge fra Sorø, ikke til start, da motoren på deres Peugeot 306 MAXI gik i stykker under en testkørsel dagen før løbet.


Kim Madsen har kun haft lejlighed til at køre få kilometer i sit nye rallyvåben, en lynhurtig Peugeot 306 MAXI. I weekenden går det løs.
(Foto: Michael Eisenberg)

Siden har det været en sej kamp at skaffe de rette reservedele hjem fra Frankrig, men nu er de ankommet.

"Begge mine værste konkurrenter, Kenneth Madsen i Suzuki og Benny Pedersen i Peugeot, fik gode point med hjem fra første rally i Tyskland, så vi er et løb bagud. Men nu kommer vi i gang, og hvis resultaterne er gode nok, kan vi indhente det tabte i løbet af året," siger Kim Madsen.

Kim Madsen og Kasper Sørensen slog igennem for fem år siden med en historisk Ford Escort fra 1977. Med den kørte de gang på gang resultater hjem, der fik alle rallykendere til at spå dem en stor fremtid.


To gange vindere af historisk rallycup, men siden uden de resultater, som talentet rækker til. Kim Madsen (til højre) og Kasper Sørensen er klar til at vise, hvad de kan i weekendens JUAL Rally, anden afdeling af danmarksmesterskabet i rally.
(Foto: Michael Eisenberg)

I 2011 deltog de med en Mitsubishi Lancer i klassen for firehjulstrukne biler med en samlet fjerdeplads som bedste løbsresultat. I år er de skiftet til en Peugeot 306 MAXI, som de deltager med i Tunet National Danmarksmesterskab.

I årets første rally kom de altså ikke til start. I JUAL Rally i weekenden 18.-19. maj i området mellem Juelsminde, Horsens og Vejle skal de for første gang ud at vise, hvad den hurtige Peugeot kan.

"Jeg glæder mig som aldrig før til et motorløb, siger Kim Madsen.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Kim Madsen
  • Juelsminde
  • 19/05/12 - Juelsminde - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk