DM Rally   21/05/12

Danmarksmesteren udelukket
Brian Madsen straffet for at modtage ulovlig hjælp under DM-rally
De forsvarende danmarksmestre i den hurtige klasse for firehjulstrukne biler, Brian Madsen fra Slagelse og Anja Posorski fra Tjele, blev i weekenden udelukket fra JUAL Rally efter at have kørt deres Peugeot 207 Super 2000 ind på løbets samlede tredjeplads.


Hastighedsprøverne i JUAL Rally var fremragende. Her styrer Brian Madsen med millimeterpræcision sin Peugeot gennem et skarpt sving
(Foto: Michael Eisenberg)

Under den langsomme gennemkørsel af løbets første hastighedsprøve, der netop var blevet annulleret, fik de motorstop og holdt ind til siden. Mens de var i gang med at danne sig et overblik over problemet, trak en tililende tilskuer et stykke løst metal ud fra udstødningsrøret, og det kom til at koste dyrt.

”Man må ikke modtage fremmed hjælp. Så jeg skulle have forhindret den tililende persons hjælp, og det fik jeg ikke gjort. Men det er totalt harmløst. Der var jo ikke tale om, at vi modtog nogen form for service,” konstaterer Brian Madsen.

”Et i relation til os ligegyldigt team lagde protest og fik medhold. Det er sagens fakta,” siger Brian Madsen, som derudover har valgt at afholde sig fra enhver form for spekulationer i sagen.


Brian Madsen og Anja Posorski kørte deres Peugeot 207 Super 2000 ind på hovedgaden i Juelsminde til en placering som nummer tre. Og tre timer senere var de udelukket fra løbet
(Foto: Michael Eisenberg)

Problemet med udstødningen forårsagede i øvrigt en mulig lettere skade på motoren:

”Vi tror, at motoren blev for varm, for selv om vi fik alt justeret ind i den første servicepause, havde vi aldrig helt den samme trækkraft i resten af løbet. Jeg prøvede at holde fokus på min kørsel, men tiderne rakte ikke, og det er lidt udsædvanligt,” siger Brian Madsen.


Brian Madsen ønsker Freddy Petersen og Christian Jensen tillykke med sejren i JUAL Rally
(Foto: Michael Eisenberg)

Codriver Anja Posorski har samme oplevelse som sin førstekører:

”Ved mål var jeg lidt skuffet over, at vi ikke kunne blive bedre end nummer tre, men det er for intet at regne imod skuffelsen over at blive udelukket fra løbet,” siger Anja Posorski.

Med udelukkelsen er Brian Madsen og Anja Posorski rykket ned fra første- til fjerdepladsen i danmarksmesterskabet.


Anja Posorski, Tjele, og Freddy Petersen, Bjerringbro, er to af landets ypperste codrivere. Her sammenligner de tider under JUAL Rally
(Foto: Michael Eisenberg)


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Anja Posorski
  • Brian Madsen
  • Juelsminde
  • 19/05/12 - Juelsminde - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto