Special Saloon   01/06/12

Den grønne Aquila er klar
Claus Christensen fik godt gang i sin Aquila CR1 LS7 ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen. De sidste småfejl er væk, og nu er teamet klar til Ring Djursland.


Claus Christensen i nye farver
(Foto: Gripping Media)

I vinterens løb har den lynhurtige Aquila skiftet farve til en skrigende grøn og sølvfarvet kombination, som passer til hovedsponsoren, Valvoline NextGen. Flere småting i bilen er blevet forbedret, og det var en glad og spændt kører, som rullede sin racerbil ud på FDM Jyllandsringen.

De første indikationer viste, at bilen da ikke var blevet langsommere af vinterens forberedelser. Claus satte pole position i tiden 1:08,407 foran konkurrenterne i Corvette og BMW.

Den varme weekend bød på en del udfordringer for Claus og CC Racing. I første heat knækkede en benzinslange og satte en tidlig stopper for udfoldelserne på asfalten. En ny slange blev hurtigt monteret og bilen var klar til næste heat.

"Det gik rigtigt godt, men med to minutter igen fik jeg en advarsel fra bilen", fortæller Claus. "Benzinen var blevet alt for varm, og så var der ikke meget at gøre."


Den grønne Aquila CR1 LS7 er feltets frontrunner
(Foto: Gripping Media)

Inden tredje og sidste heat blev der arbejdet på højtryk for at forbedre benzinkølingen. "Vi har fyldt tanken helt op med benzin og lavet yderligere isolering af slanger og rør, så mere kan vi ikke gøre", sagde Claus kort før han kørte på banen igen.

Arbejdet bar frugt. Det blev ikke kun til en heatsejr til den aarhusianske malermester, for den grønne Aquila satte en ny banerekord for Special Saloon Car-klassen i tiden 1:08,801 - en forbedring af rekorden som blev sat i en Porsche 997 GT3 af… Claus Christensen.

"Det er jo lidt sjovt, for nu står der Aquila og Claus Christensen på alle SSC-banerekorder herhjemme", siger køreren med det grønne lyn.


Klar til kamp!
(Foto: Gripping Media)

Inden den kommende weekends race på Ring Djursland har Claus og teamet skiftet en række dele, så der ikke kommer flere fejl på bilen. "Til alt held var løbet på Jyllandsringen ikke tællende, så vi er 100% klar til at give den gas på Ring Djursland!"

CC Racing
Gripping Media


Læs mere om:
  • Claus Christensen
  • Jyllandsringen
  • 27/05/12 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport