Mesterskabsfavoritterne i Formel Ford faldt fra på Ring Djursland Steffen Møller, Århus, vendte efter ni års pause tilbage til det øverste trin på podiet, da anden afdeling af årets danske Formel Ford-mesterskab søndag blev kørt på Ring Djursland. Den tidligere vestjyde var til start i en enkelt mesterskabsafdeling sidste år, men ellers skal man helt tilbage til 2003 for at finde hans sidste fulde sæson og dermed løbssejre i klassen. Det blev til hele to førstepladser for Steffen Møller på Ring Djursland, og når ret skal være ret, så var den første lidt af en foræring.
Unge Nicolas Beer, Hellerup, havde startet dagen med en komfortabel sejr med fem sekunders forspring til Nicolai Sylvest, Jægerspris, mens Steffen Møller her var blevet treer. I andet heat var Nicolas Beer lige så suveræn, men en solofejl sendte ham af banen og ind i en jordvold, hvilket overlod føringen til Nicolai Sylvest. Han kæmpede hårdt med Steffen Møller, der momentvis var forbi, men Nicolai Sylvest krydsede dog målstregen med to tiendedele af et sekunds forspring til Steffen Møller. Imidlertid viste en kontrolvejning, at Nicolai Sylvests bil havde for lille frihøjde, og derved kunne Steffen Møller tage sin første Formel Ford-sejr i 3.258 dage!
Steffen Møller (48) og Nicolai Sylvest (60) passerer her Nicolas Beers strandede bil under deres dyst i andet heat (Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)
Steffen Møllers sejr i tredje og sidste heat blev dog sikret på banen. Han kom af sted som toer, men da der for første gang skulle bremses ned for enden af langsiden, gik han forbi Morten Dons, Struer, og erobrede en føring, som han holdt til mål. Her var Nicolai Sylvest startet bagest grundet sin udelukkelse, men nærmest i samme sekund, som han havde fået arbejdet sig frem til og forbi Morten Dons på andenpladsen, knækkede en trækaksel på hans bil.
I det hele taget virkede det som om, at ingen af favoritterne skulle vinde i løbene på Ring Djursland. At Michael Markussen, Kolding, kunne holde ved den mesterskabsføring, han ankom til løbene med, må tilskrives andres uheld, for han var ellers ikke selv heldig. I første heat stødte han ind i Fabian Hamprecht, Tyskland, og sluttede blot som tier. I andet kørte han sig frem til en fjerdeplads, mens han i det tredje og sidste heat måtte starte fra pitten og blot fik sig kørt frem på en sjetteplads.
Steffen Møller (48) vandt tredje heat efter at have passeret Morten Dons (6) på første omgang (Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)
Lasse Sørensen, Svenstrup, havde også udfordringer undervejs, men fik dog en pokal til familiens samling, så det ikke kun var storebror Marco, der med lørdagens sejr i et internationalt løb på Spa-Francorchamps fik sølvtøj med hjem. Mest konstante topkører - udover Steffen Møller - blev derfor Morten Dons, der scorede to anden- og en fjerdeplads, så han nu er rykket frem til tredjepladsen sammenlagt.
Blandt kørerne med Zetec-motorer var det Mikkel Overgaard Pedersen, Struer, der krydsede målstregen først i de tre heats, men i det tredje heat måtte han også indkassere en udelukkelse, hvorfor Mikkel Byrialsen, Århus, overtog førstepladsen, som han også har i tabellen.
Morten Alstrup Læs mere om: Ring Djursland03/06/12 - Ring Djursland - Formel Ford - DK |