Special Saloon   08/06/12

Tre sejre og mange udfordringer
Claus Christensen var den store sejrherre ved Special Saloon Car Festival på Ring Djursland
Efter kun fem dage til at gøre den grønne Aquila klar efter Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, var Claus Christensen og CC Racing klar til SSC Festival. Ring Djursland og den danskbyggede Aquila CR1 LS7 er kendt som en god kombination, og det ville også vise sig at være sandt i denne weekend.

Efter at have været hurtigst i de frie træninger og i tidtagningen, så det også ud til at Claus kunne vinde første af de tre heat. Men med fire omgange tilbage punkterede det ene af bilens dæk, og føringen kom pludselig i fare:


Aquilaen befandt sig godt på Ring Djursland
(Foto: Gripping Media)

"Jeg tænkte godt nok, at der røg førstepladsen", siger Claus, der trods alt havde nået at opbygge et godt forspring til nummer to. "Heldigvis kunne jeg liste bilen hjem og tage sejren, men der fik jeg sved på panden!"

Før punkteringen formåede den aarhusianske malermester da også at slå sin egen banerekord fra sidste år, således at banerekorden for Special Saloon Car-klassen nu lyder 49,093 sekunder.

Spændingen fra første heat blev i andet heat afløst af hårdt fysisk arbejde. "Efter nogle omgange faldt den plade, som mine fødder hviler på, af", fortæller Claus, der kom på hårdt arbejde. "Det betød, at jeg var nødt til at holde mine fødder på speederen og bremsen hele resten af løbet uden at kunne hvile dem undervejs, så det tog noget på kræfterne."


Fuld fart ud over bakkerne
(Foto: Gripping Media)

Samtidig med udfordringerne i kabinen var der også lagt ekstra pres på i bakspejlet. Jørgen "Gamle" Hansen i hans nye Porsche begyndte at vise tænder.

"Jeg er godt nok dybt imponeret over ham Jørgen og hans nye Porsche", siger Claus. "Der er ingen tvivl om at hans bil er god, men han kørte virkelig stærkt. Der var ikke plads til fejl, for så var han smuttet forbi - det havde jeg ikke forventet af en mand på 68 år!"

I sidste heat var det heldigvis slut med udfordringerne i bilen, og Claus kunne fokusere på at køre bilen hjem fra førstepladsen. Det lykkedes, og med tre sejre og en pole position er der kommet gode point på kontoen i mesterskabet. Alligevel var der lidt dårlig samvittighed at spore hos østjyden:


Ny banerekord - igen!
(Foto: Gripping Media)

"Mine mekanikere har virkelig knoklet i de sidste par uger. To løb med kun fem dage imellem giver ikke meget tid til at udbedre fejl, og alligevel har de knoklet i døgndrift og sørget for at bilen var i perfekt stand. I weekenden har de ikke haft meget tid til at slappe af, men de har bare arbejdet løs og leveret bilen i tip-top stand."

Mekanikerne og Claus kan allerede nu holde sommerferie. Næste løb i Special Saloon Car-mesterskabet køres nemlig først på Padborg Park i august måned, så der bør lige være tid til at nyde en god bøf i sommersolen.

CC Racing
Gripping Media


Læs mere om:
  • Claus Christensen
  • Ring Djursland
  • 03/06/12 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto