DM Rally   27/06/12

Suzuki Motorsport med nyt ungdomsteam
- i Suzuki Rally
Suzuki Motorsport er i den grad på hjemmebane, når næste afdeling af Danmarksmesterskabet i rally køres. Løbet bærer ikke bare navnet Suzuki Rally. Det har også base i Sorø, hvor Suzuki Motorsport er hjemmehørende.

”Vi sætter alle sejl til for at gøre en god indsats i Suzuki Rally, hvor vi kommer med dels et velafprøvet mandskab, dels et helt nyt ungdomsteam, der skal have deres DM-debut,” siger teamchef Anders Lysen.

Det velafprøvede mandskab er Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Gørlev/Ringsted), der aktuelt er på andenpladsen i DM i Tunet National, mens debutanterne er Thomas Andersen/Christian Arp (Brøndby/Næstved).

”Jeg tror, at det bliver et hårdt rally, for der er slet ikke plads til, at man laver fejl. Så hård er konkurrencen i klassen,” siger Kenneth Madsen. Han vandt sæsonpremieren i Tyskland, men måtte nøjes med en fjerdeplads i det seneste DM-løb grundet en punktering.


Kenneth Madsen og Henrik Dernoff håber at springe tilbage på førstepladsen
(Foto: rallyfotografen.dk)

”Jeg tror, at det næste løb bliver rigtig, rigtig tæt. Det er i hvert fald mit helt klare indtryk fra nogle af de andre prøver, hvor jeg har ligget og dystet med Benny Pedersen og Kim Madsen. På de to sidste hastighedsprøver i Juelsminde lå vi indenfor et sekund, og der kunne jeg ikke køre stærkere. Jeg vil gøre mit for, at det er en Suzuki, som vinder, når det nu er Suzuki Rally. Det skal ikke være nogen hemmelighed.”

Mens Kenneth Madsen/Henrik Dernoff har adskillige sæsoner med DM-rallyer på erfaringskontoen, bliver Suzuki Rally en helt ny oplevelse for Thomas Andersen/Christian Arp. De kørte deres første klubrally i foråret 2011, og nu skal de altså DM-debutere.

”For os gælder det om at få noget erfaring, men jeg forventer, at vi kan gøre os gældende i klassen,” siger Thomas Andersen, der skal køre den Suzuki Swift Sport, som René Harms (Nørre Alslev) sidste år kørte til mesterskabet i DASU Cuppen i klassen.

”Jacob Jensen er klar favorit. Det niveau, han kører på, er jeg ikke oppe på endnu, men Rasmus Christiansen kører i en bil som min, så ham kan jeg måle mig med. Begge har de langt mere erfaring end mig, men det kunne være sjovt at tage en prøvesejr eller ligge og ånde dem i nakken, så de kan mærke, at der er andre i klassen.”


Thomas Andersen og Christian Arp får DM-debut ved Suzuki Rally
(Foto: Louise Arp)

Suzuki Motorsport er til Suzuki Rally ikke kun blev ændret i forhold til forrige DM-afdeling ved tilgang af et nyt hold. Der er også sket andre ændringer i teamet.

”Jesper Bisted fik mulighed for at sikre sig en ny personlig sponsor, som desværre var en direkte konkurrent til en af teamets sponsorer,” forklarer Anders Lysen. ”Motorsport er jo en dyr sport, så vi blev hurtigt enige om, at Jesper Bisted skulle udnytte denne mulighed og deltage med sin Suzuki i sit eget regi.”

Kasper Rasmussen (Jyllinge) har valgt at stoppe af personlige og økonomiske årsager, men heller ikke Rasmus Sørensen (Ølstykke) kommer til start i Suzuki Rally.

”Et par sponserer er hoppet af, og det er jeg meget ked af, men jeg vil bare ikke køre rally, hvis der ikke er penge til det,” siger Rasmus Sørensen. ”Jeg bliver i Suzuki Motorsport og vil fungere som tekniker og hjælpe Anders Lysen med diverse opgaver i teamet, men jeg håber at kunne vende tilbage på hastighedsprøverne igen i en Suzuki, når jeg har fundet en stabil økonomi igen.”

En kører vender dog tilbage ved Suzuki Rally. Det er René Harms, der senere på året skal debutere med den nye generations Suzuki Swift i standard national, men denne er endnu ikke blevet færdigbygget.

”Jeg har fået muligheden for at køre åbnerbil i en Suzuki Swift Maxi 1600,” siger falstringen. ”Jeg har ikke kørt længe, så det bliver rart at komme ud igen. Jeg har ikke kørt med sekventiel gearkasse før, så det kommer vist til at tage lidt tid at vænne sig til bilen. Men den kører supergodt og er selvfølgelig noget hurtigere end den nye bil, jeg skal køre i.”

Ved rallyshowet aften i Sorø vil Anders Lysen/John Madsen (Sorø/Dianalund) også være i aktion med deres Suzuki Swift Maxi 2000.

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • Kenneth Madsen
  • René Harms
  • Sorø
  • 30/06/12 - Sorø - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto